11/10-10 - Pressemeddelelse

Sidste chance for Danmark

skriver i kronikken i Berlingske Tidende, at ... produktionen fastholdes kun i Danmark, hvis vi er villige til at erkende, anerkende og matche det globale arbejdstempo og indstilling til at yde. Ellers rykker arbejdspladserne til udlandet, og Danmark taber mange flere arbejdspladser end de 200.000, vi lige har set forsvinde i den private sektor.

Danmark er i en privilegeret situation. Vi kan nemlig selv bestemme, om vi vil være en af fremtidens succeser, eller om vi skal fortsætte med at blive fattigere og fattigere. På den måde adskiller vi os fra mange lande i fx Afrika, der er dømt til et liv på tredje klasse på grund af manglende politisk infrastruktur. De har selvfølgelig muligheden for at gøre oprør, men det er en noget større øvelse, end vi står over for i Danmark. Det håber jeg i hvert fald.

Danmarks problemer er på mange måder selvpåførte. Vi har selv valgt, at vi ikke ønsker at belønne flid i særlig høj grad, og derfor arbejder danskerne ikke ret meget. Vi har selv valgt at opbygge en enorm offentlig sektor, som - ved siden af sine ydelser - er så tung, at den suger kraften ud af det private erhvervsliv via høje skatter, mangel på kvalificeret arbejdskraft og deraf følgende alt for høje lønninger. Og vi har selv valgt vore politikere, som insisterer på, at der ikke kan laves større reformer i Danmark, for det vil vælgerne ikke gå med til.

Så egentlig kan vi kun bebrejde os selv, selv om vi måske har en tendens til hellere at ville bebrejde naboen.

Dét, der imidlertid generer mig er, at vi ikke kun påfører os selv problemer ved denne forkælede holdning til tingene, vi binder også de kommende generationer til dette åg. Generationer, som ikke har haft mulighed for at stemme, men som blot må acceptere, at de penge, der skulle være brugt på at lave universiteter i verdensklasse, i stedet bliver brugt på at pensionere sunde og raske mennesker i starten af 60'erne. De penge, der skulle være brugt på at sikre, at vores børn kan blive passet på tidspunkter, som gør, at folk kan arbejde fleksibelt, bliver i stedet brugt på at lade folk arbejde halvtid til samme løn på fleksjob. Og de penge, der skulle være brugt på at sikre en tidssvarende infrastruktur, bliver brugt på, at alle kommuner kan have mulighed for at dyrke hver deres helt egen måde at administrere et lille land som Danmark på.

Pointen er derfor, at når det kommer til Danmarks mulighed for vækst og konkurrenceevne, er det ikke nogen tilfældighed, hvordan udfaldet bliver - ej heller for vores børn. For vi grundlægger selv vores fremtid. Morgendagens samfund findes i de beslutninger, vi (ikke) træffer nu.

Nok har finanskrisen vist os, at dansk økonomi midlertidigt kan rystes af et internationalt stormvejr, men de strukturelle krisetegn i Danmark er langt mere alvorlige end dét, vi har set udspille sig siden 2008. Den dårlige nyhed er, at vi selv har bragt os i denne situation. Den gode nyhed er, at vi selv kan gøre noget ved det.

Hvis vi altså vil. Og det er ved at være sidste chance.

Én ting er om der kommer politisk handlekraft til at gennemføre de nødvendige reformer på Christiansborg efter et kommende folketingsvalg. En anden ting, er om danskerne efterhånden har lullet sig selv helt ind i forestillingen om et evigt velfærdssamfund og først erkender de globale spilleregler, når det er for sent: Vi skal arbejde mere til en mindre løn.

Hvis danskerne ønsker at bevare vores nuværende liv med hjemmehjælp til de ældre, betalingsfri skolegang til børnene, SU til de studerende og råd til at rejse på ferier med børnene - og det vil de fleste af os gerne - så kræver det, at vi alle mentalt ændrer indstilling til begrebet flid. Og det skal ske meget snart.

Danskerne lever efterhånden i en illusion om genveje til succes, men glemmer i deres iver efter flere velfærdsrettigheder, 7,5 timers arbejdsdage og 6 ugers ferie, at verden er blevet global, og at man i andre lande (i fjerne verdensdele) er klar til at arbejde 14 timer i døgnet, 7 dage om ugen, til det halve i løn. Barnets 1. sygedag, frugtordning og arbejdsgiverbetalte langtidssygemeldinger, er ikke noget, man kender til i disse lande.

Det har sin pris, at vi helst vil nyde, men ikke i lige så høj grad yde. Derfor er et vigtigt spørgsmål i vækstdebatten også at spørge danskerne direkte, om man overhovedet er parat til vækst?

Der skal nemlig knokles for tingene. Fra morgen til aften. Og det kan hverken løses ved, at vi arbejder 12 minutter mere, brokker os over regeringens besparelser i kommunerne, drømmer om at vinde X-factor og Talent 2011 eller straks går på automatpilot og taler om øget ulighed, når talen falder på lettelser af topskatten.

Vi må indse, at hver enkelt af os skal levere mere knofedt, mere fleksibilitet og mindre klynk, hvis vi skal overleve lønningerne i de østeuropæiske lande eller arbejdstempoet i Indien, Kina og Brasilien. Politikerne skal blot levere rammerne for, at det kan lade sig gøre.

Arbejdspladser er ikke noget, man får. Arbejdspladser er noget, man skaber.

"Danmark skal være et vidensamfund og leve af de gode ideer", lyder de politiske slogans ofte på begge sider af fløjene. Men vil vi leve af forskning, videnarbejde og administration, så forudsætter det også, at man fastholder produktion i Danmark. Det er utopi at forestille sig Danmark som vidensamfund uden, at vi producerer noget. Det skyldes, at der er en snæver sammenhæng mellem produktion og udvikling, og at folk på tværs af faggrænser snakker sammen og deltager i udviklingen. Produktion og innovation går hånd i hånd.

Men produktionen fastholdes kun i Danmark, hvis vi er villige til at erkende, anerkende og matche det globale arbejdstempo og indstilling til at yde. Ellers rykker arbejdspladserne til udlandet, og Danmark taber mange flere arbejdspladser end de 200.000, vi lige har set forsvinde i den private sektor.

Men det er ikke kun danskerne, der må tage stilling til om man ønsker vækst, velstand og konkurrenceevne. Det må den offentlige sektor også. En stor offentlig sektor udhuler den private.

Her tænker jeg ikke mindst på landets 98 kommuner med hver deres bureaukrati og politiske ledelse, hvor filosofien er klar: Man er verdensmestre til det hele og kan løse alt lige fra ældrepleje og jobtræning til vejdrift og vedligeholdelse af bygninger.

Det kommunale system hviler i dag på en forestilling om, at kommunerne er dygtige på alle opgaveområder på én gang. Ikke engang de dyreste konsulenthuse i den private sektor gør sig så høje tanker om sig selv! De fokuserer deres kerneforretning, fordi de erkender, at de kun har spidskompetencer inden for ét område. Det kunne kommunerne lære lidt af.

I alt for høj grad er den offentlige sektor udfører frem for bestiller af diverse borgernære opgaver, som private virksomheder lige så godt kunne tage sig af - endda til langt billigere penge.

Og hvordan går det så for kommunerne med at varetage alle de her opgaver på én og samme tid?

Hvis man ser på mediebilledet generelt, så er der i stigende grad historier om mærkelige kommunale disponeringer som taxikørsel af børn (ét barn pr. taxa) på tværs af Sjælland, millionudbetalinger til forældre, der passer børnene selv, uskønne historier om svigt og pjæk i ældreplejen samt forfaldne skoler og idrætsanlæg selvom der var masser af milliarder budgetteret til det - alt sammen akkompagneret af sangen "vi mangler penge".

Ser man så på de kommunale løsningsmodeller på disse problemer, så handler det om at lukke skoler, hæve skatten og forbyde "besværlige" familier at besøge forældrene på plejehjemmet, så de kommunalt ansatte ikke også skal bruge ressourcer på det.

Det er i bedste fald udtryk for en idéforladt ledelse og i værste fald udtryk for en arrogant indstilling til at forvalte andre (skatteborgernes) penge.

Vækstdagsordenen mangler derfor at tage det vigtigste opgør overhovedet: At udfordre den danske mentalitet og de ledelsesfilosofier, der hersker i det kommunale system og erkende, at vi ikke kan leve af en offentlig sektor men af produktion, viden og udvikling i den private sektor.

Det er op til os selv, hvordan vi ønsker, at vores fremtidige muligheder for levestandard og velstand udvikler sig. Vi skaber selv væksten, hvis vi vil. Heldigvis, kunne man tilføje.