12/11-10
-
Pressemeddelelse
ErhvervsÂbyggeriet falder med 27 procent
Erhvervsbyggeriet falder, og boligbyggeriet stabiliseres på et historisk lavpunkt
Ifølge Danmarks Statistik er der siden 3. kvartal 2009 sket et fald i antallet af byggede kvadratmeter på 16 %. For aktiviteten er det især erhvervsÂbyggeriet som trækker ned med et fald på 27 %.
Statistikken viser også, at der er påbegyndt 5 % flere boliger end på samme tid året før. Boligerne er med andre ord blevet mindre.
- Den gode historie er derfor, at boligbyggeriet er tæt på stabilisering, men dog på et niveau, som er det halve af 2006-niveauet, fortæller seniorøkonom Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri.
Finn Bo Frandsen vurderer, at der i 2010 vil blive påbegyndt 9.500 boliger eller halvt så mange som det årlige gennemsnit under krisen i 1930'erne. Der er altså virkelig tale om et historisk lavt niveau for det påbegyndte boligbyggeri
Så på trods af lave rentesatser og stigende antal ejendomshandler er der fortsat lav byggeaktivitet. Det skyldes, at der er et stort udbud af boliger, som lægger pres på boligpriserne. Det betyder, at nybyggeriets konkurrenceevne bliver forringet.
Er der lys at skimte for enden i forhold til boligbyggeriet, så er der stadig sorte skyer over erhvervsbyggeriet, som i 3. kvartal i år er 52 % under niveauet i 2006.
- Der er fortsat meget ledig produktionskapacitet i virksomhederne, og der er masser af ledige erhvervslokaler, så selv om der nu igen er positiv økonomisk vækst i dansk økonomi som helhed, er væksten ikke stærk nok til at vende udviklingen i bygge- og anlægsaktiviteten, fortæller Finn Bo Frandsen.
Finanslovsaftalen indeholder en række initiativer til at fremme aktiviteten i bygge- og anlægsbranchen. Den nye boligaftale afsætter 5 mia. kr. i 2011-2013 fra Landsbyggefonden til ekstraordinær renovering. Hertil kommer 150 mio. kr. årligt til at forbedre infrastrukturen i de almene bebyggelser, og 125 mio. kr. i hvert af de næste fire år som kapitaltilførsel til nedrivninger, slutter Finn Bo Frandsen fra Dansk Byggeri.
Kontakt:
Seniorøkonom Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri, på telefon 21 43 19 65
Pressechef Mogens Hjelm på 40 29 92 32
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk