22/11-10
-
Pressemeddelelse
Barometer: Giv de unge en uddannelsesgaranti
Dansk Byggeri vil indføre en uddannelsesgaranti, som skal sikre de unge en praktikplads og dermed en uddannelse. Forslaget er en del af Dansk Byggeris arbejdsmarkedspolitik, som i dag bliver præsenteret i erhvervsbladet Barometer
Mange unge oplever, at deres drøm om at få en erhvervsuddannelse brister, fordi de ikke kan finde en praktikplads. Det er et nederlag for den enkelte - men det er i sidste ende et samfundsproblem. For den store mangel på praktikpladser er medvirkende til, at der om ti år vil være 20.000 færre faglærte i Danmark.
- Derfor skal vi tilbyde de unge en uddannelsesgaranti, der sikrer dem en praktikplads, hvis de består grundforløbet, siger Sidse Frich Thygesen, uddannelseskonsulent i Dansk Byggeri.
Lavkonjunktur giver bagslag
Byggeriet er hårdt ramt af krisen - på bare fire år har branchen tabt 40.000 arbejdspladser. Det smitter naturligvis også af på antallet af praktikpladser, for hvis en virksomhed er nødt til at fyre sine svende, er der heller ikke opgaver til at ansætte en lærling.
- Det er et stort problem, at erhvervsuddannelserne er så følsomme over for konjunkturerne. Når vi skal sikre fremtidens faglærte arbejdskraft, handler det derfor i høj grad om at sikre, at eleverne kan få en praktikplads og dermed færdiggøre deres uddannelse, fastslår Sidse Frich Thygesen.
Dansk Byggeri foreslår, at man garanterer de unge en praktikplads ved systematisk at benytte skolepraktik som en buffer i lavkonjunkturer.
Skolepraktik som buffer
I Danmark er der en udpræget grad af "stop-and-go"-politik i forhold til skolepraktikken. Langt fra alle fag tilbyder skolepraktik, og udbuddet af skolepraktik svinger fra skole til skole - og fra år til år.
- Hvis du ikke ved, om du kan få læreplads eller skolepraktikplads, når du starter på en erhvervsuddannelse, kan du i princippet ende med at bruge et år på grundforløbet uden mulighed for at gøre din uddannelse færdig. Det er spild af de unges tid og samfundets resurser. Derfor skal skolepraktikordningen være stabil, og den skal være en mulighed på alle fag, fastslår Sidse Frich Thygesen.
Reformer af arbejdsmarkedet påkrævet
Læs hele artiklen i Dansk Byggeri Barometer, som præsenterer Dansk Byggeris øvrige forslag til, hvordan reformer af arbejdsmarkedet kan sikre velfærden. Udfordringerne er, at den offentlige sektor er for stor, at der er for mange på overførselsindkomster, og at uddannelsesniveauet skal hæves.
Læs Dansk Byggeri Barometer på http://www.danskbyggeri.dk/barometer
Kontakt :
Uddannelseskonsulent Sidse Frich Thygesen, telefon 72 16 01 81
Kommunikationskonsulent Anja Binderup, telefon 25 66 63 07
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk