03/12-10
-
Pressemeddelelse
Nye energikrav får stor betydning for boligejere
Det kan være en god forretning at energiforbedre sin bygning, når man alligevel laver almindeligt vedligeholdelsesarbejde. I mange tilfælde bliver den gode forretning til et krav, når de nye energikrav træder i kraft fra nytår
Fra den første januar bliver kravene til energiforbruget i bygninger skrappere. Det betyder blandt andet, at boligejere kommer til at møde nogle nye krav, når de vedligeholder deres bygninger. I mange tilfælde skal man nemlig udføre energiforbedringer i samme omgang, hvis besparelsen fra energirenoveringen tjener sig hjem i løbet af en årrække.
Reglerne er skruet sådan sammen, at den håndværksmester, der udfører arbejdet, bærer en stor del af ansvaret for, at de rentable energiforbedringer bliver ført ud i livet. Hvis det ikke sker, kan en håndværksmester i yderste konsekvens blive tvunget til at lave arbejdet om. Derfor kan boligejere risikere noget så usædvanligt som en håndværker, der ikke bare siger ubetinget ja til at skifte vinduer eller lægge et nyt tag, men som stiller krav om at lave energiforbedringer i samme omgang.
- Når håndværkerne foreslår energiforbedringer, er det altså ikke fordi, de vil dræne boligejernes bankkonti. Men hvis håndværksmesteren ikke følger reglerne, kan det komme til at koste ham rigtig dyrt i sidste ende, siger Eva Kartholm, der er erhvervsteknisk chef i Dansk Byggeri.
Fordyrende rådgiver kan være nødvendig
Eva Kartholm oplyser, at de nye regler blandt andet kræver bedre isolering. Det kan i praksis betyde, at hvis taget skal skiftes, skal der lægges et tykkere lag isolering, end der i forvejen ligger under det gamle tag. Hvis husejeren af forskellige årsager ikke vil have lagt mere isolering, bør håndværkeren nægte at skifte taget.
Håndværkeren kan også finde på at foreslå, at boligejeren får en rådgivende ingeniør eller arkitekt til at hjælpe med tegningerne. Ekstra isolering kan nemlig give problemer med at få fugten ud af huset, hvilket kan resultere i skimmelsvamp. Det kan også være nødvendigt at hæve taget for at give plads til isoleringen, og det vil givetvis ændre husets udseende og skabe problemer med tagrendernes placering. Også her kan det være nødvendigt at tage en rådgiver med på råd.
Til faktaboks: Hvad er en rentabel energiforbedring?
De skrappere energikrav er en del af bygningsreglementet. Heraf fremgår det blandt andet, at hvis merudgiften til at udføre en energiforbedring i forbindelse med et andet vedligeholdelsesarbejde på bygningen tjener sig hjem i løbet af en årrække, skal den i mange tilfælde udføres.
Kontakt:
Eva Kartholm, erhvervsteknisk chef, Dansk Byggeri, telefon: 72 16 01 42
Johannes Hartkopf-Mikkelsen, kommunikationsmedarbejder, Dansk Byggeri, mobil: 40 12 98 75
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk