06/12-10
-
Pressemeddelelse
Nye veje lægges på is
Vinteren har medført store gener og øget risiko for trafikanterne. Det er dog overdrevet at standse anlægsarbejder, mener Dansk Anlægsentreprenører, som forlanger vinterforanstaltninger iværksat
Danske Anlægsentreprenører står helt uforstående over for de meldinger, som indløber om standsning af arbejder som følge af den tidlige vinter. Bygherrerne undlader tilsyneladende at gennemføre de sædvanlige vinterforanstaltninger.
- En smule sne bør ikke forsinke planlagte investeringer i cykelstier, veje og baner. Desværre ser vi allerede en tendens til at påbegyndte anlæg af veje, cykelstier og fortove udskydes, fordi bygherren ikke vil gennemføre de nødvendige vinterforanstaltninger, der kan holde gang i arbejdet, siger branchedirektør Niels Nielsen, Danske Anlægsentreprenører, og uddyber:
- Det er kortsigtet at standse et vejarbejde, fordi vinteren sætter ind. Udover at det naturligvis koster samfundet penge at udsætte arbejder, der skal fremme mobiliteten, så fører standsningen af arbejderne også til afskedigelse af medarbejdere hos anlægsentreprenørerne og udgifter for samfundet til arbejdsløshedsunderstøttelse.
Ifølge Niels Nielsen er det et brud med de gode vaner for vinterforanstaltninger i forbindelse med anlægsprojekter. Den fokus på gennemførelse af nødvendige vinterforanstaltninger, der har været gennem de seneste mange år, har skabt et samarbejde mellem bygherren og entreprenøren, så vi er blevet dygtige til at sikre vinterforanstaltninger og fortsætte arbejder i vinterperioden. Det har medført en ønsket sæsonudjævning, som der god økonomi i - også for bygherrerne.
- Det handler ikke bare om understøttelsen. Det tæller også, at anlægsentreprenørerne sikres en bedre udnyttelse af de meget dyre maskiner, som så ikke skal stå stille om vinteren. Det betyder i sidste ende bedre priser for bygherren.
Niels Nielsen erkender, at vintervejret kan blive så voldsomt, at det vil være for omkostningskrævende og urentabelt at holde anlægsarbejde i gang.
- Men der er vi slet ikke endnu. Bygherrerne må bare komme i gang med de nødvendige vinterforanstaltninger, slutter Niels Nielsen.
Yderligere oplysninger:
Branchedirektør Niels Nielsen, Danske Anlægsentreprenører, på telefon 25 66 63 14
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, på telefon 40 29 92 32
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk