12/01-11
-
Pressemeddelelse
Dansk Byggeri tilfreds med indsats for mere offentligt-privat samarbejde
Det er positivt, at regeringen nu målretter sin indsats for at skabe mere offentligt-privat samarbejde, mener chefkonsulent Kathrine Stampe Andersen, Dansk Byggeri
Regeringens målrettede indsats for at skabe mere samarbejde mellem offentlige og private aktører hilses velkommen i Dansk Byggeri. Særligt mener chefkonsulent Kathrine Stampe Andersen, at initiativerne om bedre dokumentation og videndeling, evaluering af reglerne for kontrolbud og konkurrence om etablering af og drift af ældreegnede boliger er den helt rigtige vej at gå.
- Det er positivt, at man nu vil se på bedre dokumentation og videndeling. Dansk Byggeri har i en analyse i efteråret 2010 vist, at halvdelen af udliciteringspotentialet i kommunerne er på områder, hvor markedet allerede er i gang. Ved at udveksle erfaringer på tværs af kommunegrænser, kan kommunerne for alvor få sat skub i udliciteringen, siger Kathrine Stampe Andersen.
Dansk Byggeri har tidligere kritiseret kommunernes kontrolbud i forbindelse med udlicitering af opgaver for at være uigennemsigtige, og derved gøre det umuligt for private virksomheder at se, hvilke vilkår kommunerne konkurrerer på.
Derfor hilser Kathrine Stampe Andersen en evaluering af reglerne for kontrolbud velkommen.
- Der er ingen tvivl om, at kontrolbudene er præget af uigennemsigtighed. De private virksomheder har i dag ingen mulighed for at gennemskue, hvad der ligger til grund for kommunens bud, de er så at sige black boxet for alle andre end kommunen selv. Husker kommunerne fx at tage afskrivninger med i kontrolbudet og hvad med forsikringer, siger Kathrine Stampe Andersen.
Dansk Byggeri foreslår derfor, at der kommer særskilte regnskaber for kontrolbud i de kommunale regnskaber, så man efterfølgende kan kontrollere, om kommunen kunne overholde deres eget bud, det vil sige, om ydelsen er leveret til den tid, kvalitet og pris, som opgaven er vundet på.
Endelig åbnes der for konkurrence om etablering af drift af ældreegnede boliger, noget som Dansk Byggeri også er tilfreds med, om end man gerne havde set, at konkurrencen ikke kun gælder ældreegnede boliger.
- Det er meget fornuftigt at man nu vil gøre det nemmere for private leverandører at opføre ældreegnede boliger, der også skal stå for driften og service. Man fristes til at sige, at regeringen godt kunne gå planken ud. For hvorfor skal det kun gælde for ældreboliger? Og hvorfor kun ved nybyggeri? Vi har peget på betydelige milliardfordele ved at overlade de kommunale bygninger - ikke bare ved nybyggeri - men generelt til private leverandører, der så ejer og driver bygningerne. Eksempelvis kan danske pensionskasse lige så godt skyde trecifrede milliardbeløb i dansk byggeri og infrastruktur frem for at gøre det i Asien. Derfor må regeringen gerne udvikle det på andet end en ved nybyggeri af ældreboliger, siger Kathrine Stampe Andersen.
Kontakt:
Kathrine Stampe Andersen, chefkonsulent, Dansk Byggeri, telefon 72 16 01 52, mobil: 30 25 95 23
Henriette Døssing, pressekonsulent, Dansk Byggeri, telefon 72 16 02 84, mobil: 21 46 62 16
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk