10/02-11
-
Pressemeddelelse
Myndighederne bøjer sig for krav fra Dansk Byggeri
Efter pres fra Dansk Byggeri har myndighederne nu planer om at lave en national PCB-handlingsplan, der blandt andet skal sikre, at PCB-holdigt byggeaffald ikke ender i miljøet
Dansk Byggeri glæder sig over, at Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen og Miljøminister Karen Ellemann nu sætter fokus PCB-problematikken ved at sætte sig i spidsen for at formulere en national PCB-handlingsplan.
- Det er glædeligt at høre, at regeringen i den handlingsplan vil realisere en del af de løsningsforslag, som vi i Dansk Byggeri tidligere er kommet med for at løse problemet ved kilden. Vi har i flere år foreslået at der skal foretages en kortlægning og en effektiv og arbejdsmiljømæssig korrekt fjernelse af PCB ved kilden, for derved at forhindre at PCB spredes i miljøet, siger Mette Møller Nielsen, miljø- og arbejdsmiljøchef i Dansk Byggeri.
I et samråd med Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg torsdag formiddag fortalte Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen, at der arbejdes på et forslag til en national handlingsplan.
- Vi er meget tilfredse med, at myndighederne nu er begyndt at lytte til os. Vi har længe peget på forskellige tiltag, som kan være med til at sikre, at PCB-holdigt byggeaffald bliver behandlet sikkerhedsmæssigt og miljømæssigt korrekt ved kilden, og en national handlingsplan er første skridt på vejen, siger Mette Møller Nielsen.
Hun er til gengæld ærgerlig over, at det ikke i første omgang ser ud til, at Dansk Byggeris forslag om tilføjelser til nedrivningstilladelserne, der skal sikre, at en bygning undersøges for PCB og andre miljøskadelige stoffer inden nedrivningen går i gang, bliver realiseret.
Der findes allerede i dag en aftale om selektiv nedbrydning, som en række virksomheder har forpligtet sig til at overholde. Dermed er man som bygherre sikker på, at den pågældende virksomhed behandler byggeaffaldet korrekt.
- Vi ser meget gerne, at det gøres lovpligtigt at bruge firmaer, der er omfattet af aftalen om selektiv nedbrydning, når der er fundet miljøfarlige stoffer i de pågældende bygninger. Om det kan lade sig gøre i praksis, når der også skal tages hensyn til reglerne om fri konkurrence, må myndighederne jo se på, siger Mette Møller Nielsen.
Kontakt:
Mette Møller Nielsen, miljø- og arbejdsmiljøchef, Dansk Byggeri,
telefon: 72 16 02 97, mobil: 22 45 47 72
Henriette Døssing, pressekonsulent, Dansk Byggeri,
telefon: 72 16 02 84, mobil: 21 46 62 16
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk