24/02-11
-
Pressemeddelelse
En robust energistrategi
Dansk Byggeri roser Klimakommissionens rapport, Energistrategi 2050, og fremhæver behovet for en samlet undersøgelse af tilskuds- og afgiftssystemet på energiområdet
Byggeerhvervet er enig i de overordnede målsætninger i Energistrategi 2050. Dansk Byggeri finder planen både realistisk og afbalanceret og kan tilslutte sig forslaget om at sprede fremtidens energiproduktion på en række forskellige teknologier.
Direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, er tilfreds med, at regeringen på bygnings- og boligområdet vil iværksætte udviklings- og demonstrationsprojekter i stor skala inden for lavenergibyggeri og energirenoveringer i eksisterende bygninger. Desuden kan Dansk Byggeri tilslutte sig forslaget om at øge selskabernes nuværende spareindsats på 6,1 PJ om året med 50 % i 2013 og 75 % i 2017 samtidig med, at der sker en målretning af indsatsen i bygninger, som rummer mange og langtidsholdbare besparelsesmuligheder.
- Det er på høje tid, at regeringen vil iværksætte en samlet undersøgelse af tilskuds- og afgiftssystemet på energiområdet for at sikre en bedre sammenhæng med de aktuelle målsætninger på klima- og energiområdet. Det nuværende system er et "kludetæppe", der har haft til formål at skaffe offentlige indtægter - og ikke rummet økonomiske incitamenter til at gennemføre energieffektiviseringer, siger Michael H. Nielsen og understreger, at energiafgifterne i mange tilfælde ikke understøtter Danmarks målsætninger på energi- og klimaområdet.
På et enkelt punkt kunne Dansk Byggeri godt ønske en klarere udmelding fra regeringen. Det drejer sig om en tydeliggørelse af mulighederne for decentral produktion af vedvarende energi. På den ene side sker der en spændende udvikling af teknologi i småskala inden for fx solenergi. På den anden side viser erfaringer, at boligejere med egen vedvarende energiproduktion udvikler en høj energibevidsthed og dermed er tilbøjelige til at energirenovere deres bolig.
- Det betyder, at der ligger et stort og uudnyttet potentiale for energieffektiviseringer hos mange af landets bygningsejere, fastslår Michael H. Nielsen.
Dansk Byggeri ser også gerne, at kommunerne opfordres til at udvikle samlede energi- og varmeplaner med henblik på at forbedre beslutningsgrundlaget for bygningsejere og bygherre.
Endelig opfordrer Dansk Byggeri til, at potentialer for energibesparelser indtænkes bedre i den eksisterende lovgivning om såvel boligstøtte som lejefastsættelse og individuelle boligydelser.
Kontakt
Direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen, på telefon 20 28 52 64
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, på telefon 40 29 92 32
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk