14/03-11
-
Pressemeddelelse
Spillet om Femern-arbejdspladser er i gang
Kommunerne skal ind i kampen allerede nu, hvis de vil gøre sig håb om at sikre sig en del af de arbejdspladser, der følger med anlæggelsen af den kommende Femern-forbindelse
Den kommende Femern-forbindelse er en gigantisk anlægsopgave, der har vakt interesse blandt verdens største entreprenørvirksomheder, og mange af dem er allerede meget langt i overvejelserne om, hvordan de skal klare sig i konkurrencen med de andre bejlere til den attraktive opgave. Derimod ser det ud til, at de interesserede kommuner nøjes med at krydse fingre for, at de arbejdspladser, hvor der skal fremstilles tunnelelementer bliver placeret hos dem.
- Det vil naturligvis blive etableret arbejdspladser både på Lolland og på Femern, hvor der skal laves portalbygninger og ramper for landfæsterne for tunnelen. Men der er ingen tvivl om, at anlægskonsortierne allerede nu overvejer, hvor det er mest fordelagtigt for dem at lægge produktionsstederne for de kolossale tunnelelementer. Derfor skal kommunerne for alvor ind i kampen, hvis de vil sikre sig de arbejdspladser, der følger med, siger branchedirektør Niels Nielsen fra Danske Anlægsentreprenører, der er et branchefællesskab i Dansk Byggeri.
Store arbejdspladser
De produktionssteder, hvor tunnelelementerne skal fremstilles, vil være ganske store arbejdspladser med op til 1.000 ansatte i perioder med spidsbelastning, og Niels Nielsen er derfor ikke overrasket over, at i alt 19 byer i Danmark, Tyskland, Sverige og Polen har udtrykt interesse for at huse et produktionssted. Men interesse og gode forhold i sig selv er ifølge Niels Nielsen ikke nok.
- Vi håber meget på, at tunnelelementerne skal fremstilles i Danmark, men hvis det skal lykkes må de interesserede kommuner gøre en ekstraordinær og professionel salgsindsats. I virkeligheden bør de skele til, hvordan man tiltrækker store arrangementer som fx de olympiske lege. Alle ved, at London er en fantastisk by, men de vandt kun OL-arrangementet i 2012 fordi de gennemførte en imponerende salgsindsats med bearbejdning af de rette personer, siger Niels Nielsen.
Det er det eller de vindende konsortier, der bestemmer, hvor produktionsstederne skal anlægges. Derfor er det vigtigt, at de interesserede danske kommuner sørger for, at salgsargumenterne kommer frem så tidligt i processen, at de får en reel mulighed for at komme i betragtning.
Danmark bagud på point
- Danmark er bagud på point, når det gælder lønniveau, Derfor skal kommunerne komme med alle de argumenter, der kan opveje de højere lønninger i Danmark. Og det vil helt sikkert være et godt argument, hvis en kommune kan tilbyde en sikker, hurtig og kompetent myndighedsbehandling, siger Niels Nielsen.
Niels Nielsen fremhæver også, at store vanddybder og gode besejlingsforhold er vigtige, men at tilbud om en effektiv infrastruktur omkring arbejdspladsen, samarbejde med forsyningsselskaber og gode forhold for de indkvarterede medarbejdere vil have stor betydning.
- Jeg håber bestemt, at de interesserede danske kommuner er vakse ved havelågen og gennemfører den nødvendige professionelle salgsindsats, så de ikke kommer til at sidde tilbage med de ideelle men øde produktionssteder, mens der produceres på livet løs i Polen eller Tyskland, slutter Niels Nielsen.
Yderligere oplysninger:
Branchedirektør Niels Nielsen, Danske Anlægsentreprenører, mobil 25 66 63 14
Journalist Henriette Døssing, Dansk Byggeri, mobil 21 46 62 16
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk