16/03-11
-
Pressemeddelelse
Løn kan også udsættes for konkurrence
Adm. direktør Lars Storr-Hansen skriver replik til Peter Hougaard, 3F, om lønninger, konkurrence og globalisering
Dansk Byggeri har ved flere lejligheder slået fast, at byggeriet må vende sig til ikke længere at leve som et beskyttet hjemmemarkedserhverv. Globaliseringen er også kommet til byggeriet, om end i andre forklædninger, end vi har set i andre brancher.
Men Peter Hougaard Nielsen, formand for 3F, har helt glemt at tage bestik af denne situation.
Lønnen har den størrelse den skal have, skriver Peter Hougaard, og gør det danske lønniveau til noget næsten naturgivent. Men hvordan er det nu med produktiviteten - er der ikke en naturlig sammenhæng mellem løn og produktivitet, som vi bør se nærmere på?
Lønomkostninger i top
Danmark har i al fald lønomkostninger, som ligger i top i forhold til vores nabolande. I euro er de samlede arbejdsomkostninger i Danmark ifølge DA ca. 36 euro, mens de tilsvarende tal for Polen, Tyskland og Sverige er hhv. 6, 23 og 29 euro. Niveauforskellen skulle gerne genfindes i en højere produktivitet end i andre lande. Det ser desværre ikke ud til at holde, da danske virksomheder som bekendt udkonkurreres af udlændinge både på store anlægsopgaver og på mindre entrepriser i de danske hjem.
Pointen er, at Peter Hougaard må se denne virkelighed i øjnene og ikke, som han gør i sit indlæg, behændigt undlader at komme ind på den nye konkurrencesituation, som både byggeriets medarbejdere og virksomhedsejere står i.
Hvorfor vil Peter Hougaard ikke se i øjnene, at der i dag tilbydes udførelse af arbejder i Danmark til helt andre priser, end vi har været vant til på et relativt beskyttet hjemmemarked?
Jeg ved, at det er kommet bag på mange, at det åbne marked for varer og tjenesteydelser, som vi i Europa har haft i over 20 år, i den grad har sat vores hjemlige markeder og hele brancher under pres i de senere år. Det fører helt berettiget til store frustrationer og bekymringer - ikke mindst i store dele af byggeriet, som må finde sine ben at stå på i en helt ny situation, hvor de priser og lønninger, vi har været vant til, ikke længere er konkurrencedygtige.
Intet er helligt
I Dansk Byggeri er vi helt på det rene med, at hvis vi skal løse problemerne, så må vi også gribe i egen barm, og Peter har ret i, at det kan indeholde en mindre opsang til de medlemmer, som holder lønnen hellig, og på den måde risikerer at sætte sig uden for den nye markedssituation.
Jeg vil med andre ord ikke lægge skjul på, at skal vi gøre os konkurrencedygtige, må hver en sten kunne vendes - og her er intet helligt.
Lad mig dog for god ordens skyld få slået fast, at Dansk Byggeri ikke ønsker normalløn, men et minimallønssystem, der virker. Og her må vi spørge, om det nu virker, når vi tilsyneladende må konstatere, at de overenskomstmæssigt aftalte satsstigninger slår (fuldt) igennem i den lokale løndannelse.
Når det er sagt, så skal Peter Hougaard til gengæld også have ros for at tage diskussionen om produktivitet op. Det er evident for den nye konkurrencesituation, at byggeriet får bedre styr på dets produktivitet, da der kan ske betydelige forbedringer. Og Dansk Byggeri arbejder målrettet på, at det skal ske.
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk