28/03-11
-
Pressemeddelelse
Dansk Byggeri tilfreds med hurtig opfølgning på bygningskollaps
En hurtig og konsekvent opfølgning giver værdifuld viden, der kan bruges til forebyggelse af kollaps og udvikling af nye og bedre løsninger
Erhvervs- og Byggestyrelsen har netop offentliggjort en rapport, der indeholder en grundig analyse af tagkollapset på Club Danmark Hallen i Valby, som i juledagene 2010 bukkede under for de massive snemasser på hallens tag.
Rapporten viser, at der var fejl i dimensioneringen og opførelsen af hallen, og at disse fejl sammen med ophobning af sne på taget førte til kollapset. Undersøgelsen viser også, at beregningerne for bygningens sikkerhed ikke stemmer overens med den måde, bygningen faktisk er opført på.
- Samlet set er der grund til at anerkende Erhvervs- og Byggestyrelsens konsekvente håndtering af denne sag. Ikke alene blev der hurtigt og umiddelbart efter tagkollapset iværksat en undersøgelse af kollapset, og nu følges der op med såvel information, videnformidling og vurdering af behovet for at justere i konstruktionsvejledninger, siger direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri.
Erhvervs- og Bygestyrelsen følger op med informationsmateriale til bygningsejere, revision af snelastnormen og supplerende vejledninger til Eurocodes. Desuden indskærpes kvalitetssikringsproceduren via Anerkendelsesudvalget for statistikere.
Den nye hurtige og konsekvente opfølgning på alvorlige byggekollaps sikrer, at der dels høstes værdifuld og nødvendig information til at afklare de reelle årsager til et kollaps men lige så vigtigt at der samles information og viden ind, der kan benyttes i det fremadrettede forebyggende og udviklende arbejde i byggeerhvervet.
- Det er godt, at vi frem over har udsigt at basere vores innovations- og udviklingsarbejde på fakta frem for gætteri og formodninger. Det vil vi gerne kvittere for og samtidig udtrykke vores forventning om, at det er denne procedure, der anvendes, når og hvis der igen opstår alvorlige bygningskollaps. Dermes slipper vi også for det uskønne gætteri i medierne, om hvem og hvad der er årsag til et alvorligt bygningskollaps, siger Michael H. Nielsen
Foto og billedtekst:
Link til foto af Michael H Nielsen:
http://billeder.danskbyggeri.dk/download/Site/index.jsp?recordID=15730
Billedtekst: Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri, roser Erhvervs- og Byggestyrelsen for håndteringen af undersøgelsen af tagkollapset på Club Danmark Hallen i Valby
Kontakt:
Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, telefon 72 16 01 75, mobil: 20 28 52 64
Pressekonsulent, Henriette Døssing, Dansk Byggeri, telefon 72 16 02 84, mobil: 21 46 62 16
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk