29/03-11
-
Pressemeddelelse
Tag til Sverige - med åbne øjne
verige har høj bygge- og anlægsaktivitet, og der er også plads til danske virksomheder. Dansk Byggeri giver i en ny Sverigesvejledning gode råd til de virksomheder, som har mod på det svenske marked og inviterer til netværksmøde med svenske eksperter inden for skat, moms, social sikring samt arbejds- og entrepriseret.
Sverige er et attraktivt marked for danske bygge- og anlægsvirksomheder. I 2010 lå den danske byggevareeksport til Sverige på 5 mia. kroner. Det var en stigning på 13 % i forhold til året før.
Også fremtiden tegner godt, da prognoserne for 2011 viser, at de totale byggeinvesteringer vil stige med 5 % i forhold til året før. Både bolig- og anlægssektoren og erhvervsbyggeriet forventes at vise fremgang.
Det er gode nyheder for de danske virksomheder, der har mod på at prøve kræfter med internationalisering. Især fordi Sverige er det mest åbne af vores nærmarkeder.
- Sammenlignet med Norge og Tyskland er Sverige et åbent marked. Der er færre administrative byrder end i Norge og Tyskland, og i princippet kan man pakke sin bil og tage af sted. Alligevel er der en række forhold, som virksomhederne bør undersøge og tage stilling til, så de undgår ubehagelige overraskelser senere hen, advarer Anita Kurowska Larsen, eksportrådgiver i Dansk Byggeri.
Det er især reglerne om skat, social sikring og moms i byggebranchen, der kan volde problemer. Det er for eksempel ikke rart at finde ud af, at man har glemt at indregne godt 30 % i sociale omkostninger i Sverige i sit tilbud, og det vil være konsekvensen, hvis det senere viser sig, at medarbejderne ikke kunne forblive under dansk social sikring.
Men hvis virksomhederne ellers tager deres forholdsregler og informerer sig grundigt på forhånd, behøver det ikke at være så kompliceret. Og her er man godt hjulpet på vej af den nye Sverigesvejledning, der er lavet specifikt med bygge- og anlægsbranchen for øje. Vejledningen giver et godt overblik over de vigtigste ting, som virksomheden skal forholde sig til og linker videre til myndigheder, rådgivere og portaler, hvor man kan søge yderligere information.
- Den bør være første step for enhver virksomhed. Skal man skrive under på en entreprisekontrakt i Sverige, er det vigtigt at kende både til den svenske byggelovgivning og aftaleforhold. Desuden er der en række ting på ansættelses- og overenskomstområdet, som det er vigtigt at kunne indkalkulere, påpeger Anita Kurowska Larsen.
Vejledningen giver en god introduktion, og step to for virksomhederne er at tage en individuel snak med eksperter, hvor de kan få konkret rådgivning. Dansk Byggeri er den 27. april vært sammen med KPMG AB og Maqs Advokatbyrå KB ved et netværksarrangement i Dansk Byggeri, hvor der bliver mulighed for at tage en snak med eksperterne og få svar på de mest brændende spørgsmål.
Kontakt:
Eksportrådgiver Anita Kurowska Larsen, Dansk Byggeri, telefon 72 16 02 94
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, mobil: 40 29 92 32
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk