27/04-11
-
Pressemeddelelse
Glem ikke Kattegat i debatten om en Lillebæltsforbindelse
Danske Anlægsentreprenører opfordrer politikerne til at huske på helheden for øst-/ vesttrafikken i debatten om en ny broforbindelse
Debatten om en ny Lillebæltsforbindelse er i fuld gang og en rapport, som Cowi har udarbejdet for Transportministeriet, peger på fire forskellige løsninger. Hos Danske Anlægsentreprenører glæder direktør Niels Nielsen sig over, at der nu er taget hul på debatten med konkrete udspil om en ny forbindelse.
- Det er nu, de konkrete overvejelser om øst-/vesttrafikken i Danmark skal påbegyndes, hvis de nødvendige store investeringer i en ny forbindelse til og fra Jylland skal gennemføres i en naturlig forlængelse af de investeringer, som kommer med Femernforbindelsen. Det giver også mulighed for, at vi kan fastholde og udvikle de kompetencer, som vi opnår med Femern, siger Niels Nielsen.
Danske Anlægsentreprenører vil ikke pege på en løsning frem for en anden, men Niels Nielsen understreger, at det er nødvendigt, at man udvider debatten til også at omfatte spørgsmålet om en eventuel Kattegatforbindelse.
- Der er behov for at se forbindelserne mellem Jylland og øerne som en helhed. Derfor skal såvel en eventuel Kattegatforbindelse som en løsning af trængselsproblemerne i Trekantsområdet med i de konkrete overvejelser. Det er nødvendigt, for at vi kan være sikre på, at vi får den bedste og mest langsigtede løsning for Danmark, og hvis vi også kan få en hensigtsmæssig tidsplan, vil danske virksomheder kunne opbygge kompetencer, der kan vise sig værdifulde - også på eksportmarkederne, siger Niels Nielsen.
Kontakt:
Direktør Niels Nielsen, Danske Anlægsentreprenører, mobil: 25 66 63 14
Pressekonsulent Henriette Døssing, Dansk Byggeri, mobil: 21 46 62 16
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk