10/05-11
-
Pressemeddelelse
Dansk Byggeri advarer igen mod billige vikarer
Dansk Byggeri advarer igen mod billige vikarer
Vikarbureauet Baltic Workforce huserer igen og tilbyder vikarer til 125 kr. i timen. Dansk Byggeri advarer sine medlemmer mod at tage imod tilbuddet
Dansk Byggeri advarer sine medlemmer mod at indgå aftaler med vikarbureauet Baltic Workforce.
Vikarbureauet har tidligere tilbudt vikarer til en pris, som er langt under den, en håndværker på overenskomst skal have. Og nu forsøger firmaet igen, blandt andet med direkte henvendelser til Dansk Byggeris medlemmer, at sælge billig udenlandsk arbejdskraft.
- Vi håber ikke, at vores medlemmer lader sig friste. Overenskomsterne gælder for alle medarbejdere, der arbejder for vores medlemmer, og altså også når medlemmerne vælger at leje en vikar, siger jurist Thorsten Wilstrup, Dansk Byggeri.
Han understreger, at medlemmerne er forpligtet til at sikre sig, at vikarbureauet kender overenskomsten og eventuelle andre aftaler, der gælder for virksomheden - fx lokalaftaler om løn.
- Vikaren skal have overenskomstens mindsteløn, der ligger fra 112,50 kr. og opefter pr. time afhængig af hvilken overenskomst, arbejdet er omfattet af. Herudover skal vikaren have pension, søgnehelligdagsbetaling, feriepenge, kørepenge mv., siger Thorsten Wilstrup.
Kontakt:
Jurist og afdelingschef Thorsten Wilstrup, Dansk Byggeri, telefon 72 16 01 70
Pressekonsulent Henriette Døssing, Dansk Byggeri, mobil: 21 46 62 16
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk