23/05-11
-
Pressemeddelelse
Faglærte mangler lederkompetencer
Mange faglærte og ufaglærte i byggebranchen har opgaver over deres uddannelsesniveau. Dansk Byggeri ønsker en overbygning på erhvervsuddannelserne
Den danske byggebranche mangler medarbejdere med kompetencer, der går videre end deres håndværksuddannelse. Manglen betyder, at både faglærte og ufaglærte håndværkere ofte har arbejdsopgaver, der ligger over deres kompetenceniveau. En analyse foretaget af Dansk Byggeri på baggrund af tal fra Danmarks Statistik viser, at næsten 60 % af de ufaglærte arbejder i jobs, der umiddelbart er over deres kompetenceniveau, mens cirka 10 % af de faglærte har stillinger indenfor funktionærarbejde og ledelse, som de ikke er kvalificerede til.
- Analysen understreger vigtigheden af, at der bliver bedre mulighed for efteruddannelser og videregående uddannelser indenfor byggeerhvervet. Det er ikke nødvendigvis et problem, at mange ufaglærte udfører faglært arbejde. Vi har et godt og veludbygget efteruddannelsestilbud i AMU, som sikrer gode kompetencer, selvom de får nye arbejdsfunktioner. Til gengæld er der behov for mere uddannelse i fag som ledelse, styring, logistik og salg, siger Louise Pihl, afdelingschef for regionalpolitik, arbejdsmarked og uddannelse i Dansk Byggeri.
Mere uddannelse ønskes
Ifølge Louise Pihl vil et øget udbud af relevante videregående uddannelser og efteruddannelser betyde, at produktiviteten og effektiviteten i byggebranchen vil stige, da det vil sikre, at medarbejderne i højere grad er klædt på til at løse de opgaver, de bliver sat til. Derfor foreslår hun et trin tre på erhvervsuddannelserne:
- Det vil give de faglærte mulighed for at bygge oven på deres håndværksmæssige uddannelse og styrke deres kompetencer. Det er der hårdt brug for. Vi ved fra en lang række analyser, at byggebranchen efterlyser medarbejdere med især ledelseskompetencer, siger Louise Pihl.
Fordelen med at lave en overbygning på håndværksuddannelserne er, ifølge Louise Pihl, at de i forvejen har et godt kendskab til branchen. Hvis de oven i denne viden får en lederuddannelse, vil de kunne bidrage med en kombination af faglighed og ledelsesteori, som vil styrke samarbejde og effektiviteten på byggepladsen.
Kontakt
Afdelingschef Louise Pihl, Dansk Byggeri, telefon: 72 16 01 77, mobil: 25 66 63 12
Journalistpraktikant Morten Refsgaard Sørensen, Dansk Byggeri, telefon: 72 16 02 74, mobil: 40 12 98 75
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk