31/08-11
-
Pressemeddelelse
Mindre tiltro til fremtiden i bygge- og anlægsbranchen
De seneste tal fra Danmarks Statistik viser, at tiltroen til fremtiden i bygge- og anlægsbranchen er faldende
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at den sammensatte konjunkturindikator i august måned faldt til -21 hvor den havde været -18 i juli måned. Det er et tegn på, at den svage tilbagegang, der har været i tilliden til fremtiden i snart et halvt år, er fortsat i den seneste måned.
- Hvis vi går bag om tallene, så ses det, at ordrebeholdningen er gået tilbage. Hvor der i juli måneds observation var virksomheder med 29% af beskæftigelsen, der havde færre ordrer end normalt, var det tal i august måned steget til virksomheder med 35% af beskæftigelsen, siger chefkonsulent Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri.
Andreas Fernstrøm peger på, at de to største problemer for branchen er manglen på efterspørgsel og manglende mulighed for finansiering.
- Vi ser en tendens til, at problemet med manglende finansiering er stigende. I juli måned var virksomheder med 6% af beskæftigelsen finansielt begrænset, mens det i august måned var steget til virksomheder med 7% af beskæftigelsen. Det vil sige, at der er virksomheder, som reelt kunne producere mere, men som bliver hæmmet, da de ikke kan skaffe den fornødne kapital.
Kontakt:
Chefkonsulent Andreas Fernstrøm, Dansk Byggeri, telefon: 72 16 01 44, mobil: 21 26 66 34
Pressekonsulent Henriette Døssing, Dansk Byggeri, telefon 72 16 02 84, mobil: 40 33 11 46
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk