04/10-11
-
Pressemeddelelse
Nyt ministerium er en oplagt konstruktion
Dansk Byggeri hilser den nye regering velkommen og konstaterer, at den lange forhandlingsperiode har resulteret i et godt grundlag med stort fokus på nødvendigheden af en sund økonomi.
- Vi glæder os over, at regeringen har fokus på, at der skal være sammenhæng mellem de offentlige indtægter og udgifter, at der skal fastholdes forbedring af konkurrenceevnen, og at den vigtige reformkurs bliver fastholdt. Her ud over er der nogle meget perspektivrige ændringer af både prioriteringer og ressortområder i den nye regering, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri.
Dansk Byggeri peger især på regeringens opprioritering af klima- og energipolitikken og de ambitiøse mål for omstillingen til et grønt energisystem. Det betyder, at byggelovgivningen og indsatsen for at energieffektivisere bygninger samles.
- Det er klogt, og det nye og store Klima-, Energi- og Bygningsministerium er en oplagt konstruktion. På denne måde bindes forsyningssiden og forbrugssiden bedre sammen, og det kan der høstes store gevinster ved. Regeringen bør benytte den kommende tids forhandlinger om en bred og langsigtet energiaftale til at drage læren af de både gode og dårlige erfaringer, som de hidtidige virkemidler på bygningsområdet har givet anledning til. Det drejer sig bl.a. om den hidtidige energimærkningsordning for bygninger og om udformningen af det brugerbetalte marked for energibesparelser.
Lars Storr-Hansen understreger samtidig, at bygge- og anlægssektoren hører hjemme i et erhvervsorienteret ministerium og ser derfor frem til, at det nye ministerium kan favne både erhvervs- og klimahensyn.
Dansk Byggeri finder det meget positivt, at der nu sættes ind for at indhente det store efterslæb, der er bygget op på vedligeholdelse af mange offentlige bygninger og veje, som der afsættes 10 mia. kr. til i 2012. Det har byggebranchen kapacitet til, og den er klar til at løfte opgaverne.
Den hidtidige BoligJobordning omlægges allerede fra 2012 til et tilskud til energirenovering. Det kommer som en pludselig regelændring. Målet flyttes fra bekæmpelse af sort arbejde til klimaforbedringer.
- Omlægningen vil glæde nogle brancher og være til ulempe for andre, der rammes uforskyldt. Det er ikke rimeligt, og derfor burde de to ordninger supplere hinanden. Set i forhold til klimaambitionerne er det positivt med en tilskudsordning, men det er vigtigt, at den kommende ordning ikke bliver en gentagelse af det administrative besvær, der fulgte med Renoveringspuljen i 2009. Samtidig bør beløbsgrænsen for det enkelte projekt øges, ellers vil den reelle effekt blive begrænset, siger Lars Storr-Hansen.
På uddannelsesområdet viderefører regeringen målsætningen om mere kvalitet i erhvervsuddannelserne. Et af redskaberne til at nå målsætningen bliver krav om sociale klausuler om lærlinge ved offentlige udbud. Det vækker ikke jubel i Dansk Byggeri.
- Sociale klausuler er et bureaukratisk og administrativt tungt redskab at tage i brug. Vi håber regeringen vil begrænse kravet om klausuler til store offentlige udbud, men noterer også med tilfredshed, at regeringen har lyttet til anbefalingerne om, at allerede ansatte lærlinge kan være med til at opfylde klausulerne. Det betyder, at de virksomheder der allerede løfter et stort uddannelsesansvar ikke bliver straffet unødigt, pointerer Lars Storr-Hansen.
Afslutningsvist hilser Dansk Byggeri det velkommen, at der på skatteområdet lægges op til en reform, der vil sænke skatten på arbejde, og at multimedieskatten afskaffes.
- Det er også glædeligt, at regeringen med tankerne om etablering af virksomhedsobligationer viser, at den har øje for erhvervslivets finansieringsforhold, slutter Lars Storr-Hansen.
Kontakt
Adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, telefon 41 19 33 04
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk