04/11-11
-
Pressemeddelelse
Syge kan godt gå på arbejde - også i byggeriet
Virksomheden mister arbejdskraft, og medarbejderen får svært ved at vende tilbage til et fuldtidsjob. Det kan være resultatet af en sygemelding. Derfor vil Dansk Byggeri og BAT styrke kontakten mellem arbejdsplads og medarbejder under sygdom
Når man er syg, skal man blive hjemme - eller skal man? Meget tyder på, at sygemeldte medarbejdere får nemmere ved at fastholde jobbet, hvis de fastholder kontakten til arbejdspladsen i sygdomsperioden.
- Sygdom betyder ikke altid, at man ikke kan arbejde. Mindre krævende opgaver kan være med til at sikre, at den sygemeldte beholder sin tilknytning til arbejdspladsen og får nemmere ved igen at arbejde på fuld tid, når man raskmeldes, siger medlem af Byggeriets Samarbejdsråd, Christian Dyrberg fra 3F.
For at øge opmærksomheden på fordelene ved at fastholde sygemeldte har Dansk Byggeri i samarbejde med byggefagene i BAT udsendt en vejledning. Her kan ledelse og tillidsrepræsentanter hente information om regler og muligheder i forbindelse med sygemeldte ansatte.
- Det handler om, at ansatte med nedsat arbejdsevne skal sættes ind i netop det forløb, der er bedst for dem. Men det handler også om virksomhedernes bundlinje - de skal ikke risikere at miste medarbejdere med værdifulde evner og ressourcer, siger formand for Byggeriets Samarbejdsråd, Thorsten Wilstrup fra Dansk Byggeri.
Et andet mål med den fælles vejledning er at give et overblik over et område, der kan være kompliceret. Vejledningen er et værktøj, der kan styrke dialogen om sygefravær. Vejledningen kan bl.a. bruges ved samtale om sygefravær, og når der skal udarbejdes en plan for at fastholde den sygemeldte.
- Vi har samlet oplysningerne ét sted, så man hurtigt kan skabe sig et overblik, slutter Thorsten Wilstrup og henviser vejledningen om sygefravær på hjemmesiden www.byg-sam.dk
Kontakt:
Formand for Byggeriets Samarbejdsråd og afdelingsleder Thorsten Wilstrup, Dansk Byggeri, telefon: 72 16 01 70
Medlem af Byggeriets Samarbejdsråd Christian Dyrberg, 3F, telefon: 88 92 02 21.
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk