14/11-11
-
Pressemeddelelse
Få nedrivningerne gjort færdige
Dansk Byggeri slår fast, at nedrivningspuljen ikke er en permanent ordning, men en målrettet indsats, som er nået næsten i mål. Dansk Byggeri vil finde de resterende midler inden for rammerne af finansloven
Nedrivningspuljen er populær og har i de to år, hvor ordningen har været gældende, fået ryddet godt op i en bygningsbestand af gamle og totalt nedslidte boliger i udkantsområder landet over. Ordningen har i 2010 og 2011 været tilført 250 millioner kroner via finansloven.
- Det er et godt eksempel på en målrettet indsats, som har tjent et fornuftigt formål, nemlig at få nedslidte bygninger fjernet under forsvarlige vilkår. Jeg tror, de mange penge er givet godt ud, og at de har givet det ønskede resultat. Vi må nu holde fast i, at der er tale om en målrettet indsats og ikke en permanent ordning, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius.
Der er dog fortsat mange kommuner, som ikke er kommet helt i mål. Enkelte kommuner vil, når pengene for 2011 er opbrugt, fortsat have behov for midler til at få de sidste nedslidte bygninger revet ned på forsvarlig vis.
- Ud af de 18,7 milliarder kroner, som finansloven øremærker til fornuftige bygge- og anlægsformål, må der kunne findes 100 millioner kroner, som bør være nok til at få de sidste kommuner i mål i forhold til denne særlige indsats for at fjerne de værste slumbebyggelser i udkantsområderne.
- Vi vil samtidig foreslå den nye minister for landdistrikterne, Carsten Hansen, at han benytter denne mulighed til at sikre, at både miljø og arbejdsmiljø tilgodeses, så de klare retningslinjer, der gælder for tilsvarende aktiviteter for staten på området, også bliver fulgt af kommunerne, slutter Torben Liborius.
Kontakt
Erhvervspolitisk chef Torben Liborius, Dansk Byggeri, telefon 23 32 34 95
Pressechef Mogens Hjelm, Dansk Byggeri, telefon 40 29 92 32
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk