13/03-12
-
Pressemeddelelse
Åbne markeder - begge veje
Nu kan udlandet få information om krav til byggevarer i Danmark på Produktkontaktpunktet, som Energistyrelsen netop har lanceret
København, den 12. marts 2012
Når Energistyrelsen etablerer det såkaldte Produktkontaktpunkt, sker det med henvisning til at fremme konkurrencen. På det nye website kan udenlandske virksomheder få information om de krav, der gælder for byggevarer i Danmark,
- I Dansk Byggeri hilser vi principielt initiativet velkommen. Men initiativet kan ikke stå alene. Skal ideen om et åbent europæisk marked for byggevarer blive en realitet, så skal der udvikles den samme åbenhed i andre EU-lande, som dem Danmark nu lancerer med Produktkontaktpunktet, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.
Han forventer, at Energistyrelsen vil være lige så aktiv og hjælpsom, når det gælder om at skabe adgang til byggevaremarkederne i de andre europæiske lande. Ellers dur konkurrenceargumentet ikke.
- Desværre er virkeligheden den, at handelshindringer og national beskyttelse af egne markeder stortrives i faktisk talt alle EU-lande. Det gør det vanskeligt for danske virksomheder at afsætte deres produkter i andre EU-lande, siger Michael H. Nielsen og fortsætter:
- Vi er tilhænger af et åbent marked, men det skal ske, så vi parallelt med åbning af det danske marked skaber åbning til markederne i de andre EU-lande. Hvis vi fastholder det fokus, vil de danske byggevareproducenter kunne øge deres volumen og eksport - altså forbedre deres konkurrenceevne, slutter direktør Michael H. Nielsen, som også tror på, at Energistyrelsen er indstillet på at arbejde for at åbne alle EU's byggevaremarkeder.
Kontakt:
Direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, telefon 20 28 52 64
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk