20/06-12
-
Pressemeddelelse
Skatteforhandlinger skal blive på rette spor
Enhedslisten vil halvere regeringens topskattelettelse, hvis partiet skal støtte op om skattereformen. Dansk Byggeri opfordrer regeringen til at blive på rette spor. Det vil nemlig give håndværkeren incitament til at arbejde mere
Hvis regeringen holder fast i sit udspil med en topskattegrænse på yderligere knap 58.000 kr. frem mod 2022, vil det betyde, at kun 2 procent af danske murere og tømrere skal betale topskat. Bøjer regeringen sig derimod for Enhedslistens forslag om halv så stor en lettelse, vil omkring 7 procent af murerne og tømrerne blive ramt af den høje skat på arbejde. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Dansk Byggeri.
- Det er vigtigt, at regeringen nu holder forhandlingerne på rette spor. Enhedslistens forslag om at halvere topskattelettelsen er ikke vejen frem. Grundpræmissen er og bør altid være, at det skal kunne betale sig at arbejde mere, siger Michael Riff Alexandersen, konsulent i Dansk Byggeri.
Med regeringens skatteudspil lægges der altså op til, at meget få almindelige håndværkere vil blive ramt at en topskattegrænse foreløbig.
- Danmarks ultimative mål for fremtiden må være at få flere folk i beskæftigelse. Det har både regering og opposition som mantra. Derfor er det essentielt, at man gør det attraktivt at arbejde, siger Michael Riff Alexandersen.
Kontakt:
Konsulent Michael Riff Alexandersen, Dansk Byggeri, telefon 30 36 01 59
Journalist Joan Jensen, Dansk Byggeri, telefon 40 12 98 75
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk