05/10-12   -   Pressemeddelelse

Danmark har brug for en konkurrenceevneklausul

Danske virksomheder er ramt så hårdt på deres konkurrenceevne, at der hver dag siver arbejdspladser ud af landet - uden at tilsvarende nye kommer til. Situationen er mildest talt alvorlig, men diagnosen er heldigvis klar. Nu venter vi kun på, at politikerne indløser recepten og tager medicinen. En medicin, der sænker det samlede skatte- og afgiftstryk markant, og forbedrer de danske virksomheders konkurrenceevne.

Den 2. oktober samledes Folketingets partier til den årlige åbningsdebat, der markerer starten på den politiske sæson i Danmark. Det er på mange måder den vigtigste i mange år. Regeringen trænger til en ny start. Virksomhederne trænger til en ny start. Og ikke mindst Danmark trænger til en ny start.

Vi står nemlig ved en afgørende skillevej, hvor vi skal beslutte, om Danmark skal være en førende vækstnation med sprudlende private initiativer og arbejdspladser eller reduceres til et frilandsmuseum, hvor man kan mindes "de gode gamle dage". Sådan er det - og det må vi se i øjnene.

Danske virksomheder er ramt så hårdt på deres konkurrenceevne, at der hver dag siver arbejdspladser ud af landet - uden at tilsvarende nye kommer til. Situationen er mildest talt alvorlig, men diagnosen er heldigvis klar. Nu venter vi kun på, at politikerne indløser recepten og tager medicinen. En medicin, der sænker det samlede skatte- og afgiftstryk markant, og forbedrer de danske virksomheders konkurrenceevne. Situationen kræver meget politisk mod og handlekraft, men jeg tror fortsat på, at landets politikere vil vågne op til dåd og lægge den kortsigtede politiske taktik på hylden for at løse Danmarks reelle problemer.

Lad mig derfor foreslå, at vi som en indledende øvelse begynder med at sætte en effektiv stopklods for de selvpåførte ulykker. Det skal ske ved straks at indføre, hvad man kunne kalde en konkurrenceevneklausul i årets finanslov. Vi skal have Christiansborg til at forpligte sig til ikke at indføre nye love eller regler, der forværrer danske virksomheders konkurrenceevne. Politikerne skal derimod forpligte sig på at forbedre den ved altid at spørge: Er det her noget, der skader erhvervslivets konkurrenceevne? Og hvis det er tilfældet, så må det falde bort.

Der skal samtidig ske en regulær nedtrapning af de offentlige udgifter, som for længst er over det punkt, hvor "beskedne stigninger" er økonomisk holdbare. Og vi skal frem for alt have øremærket besparelserne til at sænke virksomhedernes omkostninger.

Alt sammen med det formål at gøre virksomhederne i stand til at producere og sælge deres produkter til attraktive priser, så der igen kommer penge og arbejdspladser hjem til Danmark.
Og mon ikke mange politikere vil takke for at få en sådan klausul som et effektivt værn mod fristelser til at dele kortsigtede velfærdsgaver ud. Gaver, der jo ikke er gratis, men som vi tilbagevendende må konstatere ofte finansieres ved et dybt greb i virksomhedernes lommer.
Der er altså behov for, at finansloven går fra at være reduceret til en bogholderiøvelse til at anvise principielle, ambitiøse retninger for landets økonomi.

Tag nu for eksempel skattereformen. Den reducerer skatten på arbejde, og det er positivt. Men politikerne har - trods krise, arbejdsløshed og faldende investeringer - igen set den private sektor som et skatte- og afgiftsinstrument, der skal få regnestykket til at gå op, og det fører til nogle groteske resultater.

Lad os tage et par eksempler: Vi skal vinke farvel til mange arbejdspladser, fordi regeringen stædigt fastholder et forslag om at fjerne ligningslovens § 33a for at beskatte danskere i udlandet hårdere til trods for advarsler fra et samlet erhvervsliv, nødhjælpsorganisationer, universiteter og så videre. Alle har de stået i kø for at dokumentere, de skadelig konsekvenser loven har for den danske konkurrenceevne. Et konkret eksempel er den danske entreprenørkoncern Pihl & Søn, der vandt en opgave på Barbados, fordi de var én procent billigere. Det betyder konkret 60 nye arbejdspladser over tre år. Hertil kommer 115 danske arbejdspladser og skatteindtægter på 70 mio. kr. Den historie vil ikke gentage sig, da Phil & Søn ikke ville have vundet opgaven uden § 33a. Regeringen regner selv med, at ophævelsen af § 33a vil medføre et merprovenu på 415 millioner kr. til statskassen. Der skal altså ikke mange flere eksempler til, før hele provenuet smuldrer bort i finansministeriets teoretiske regnemaskine.

Et andet eksempel er det politikerskabte høje danske afgiftsniveau, som alene bidrager til vækst syd for grænsen, som betyder, at Coop snart åbner to nye butikker side om side med grænsekioskerne. Blandt flere partier har der godt nok bredt sig en erkendelse af, at sukker- og fedtafgifterne nok var en fejl. Tak for den erkendelse. Bedre sent end aldrig. Men vil politikerne skride til handling? Sikkert ikke, for de kan ikke finde finansieringen, lyder det.

Der har dog været enkelte finansieringsforslag på banen som fx at hæve bundskatten eller tilbagerulle de planlagte topskattelettelser. Men så er vi jo lige vidt og flytter bare penge fra den ene lomme til den anden uden at løse det grundlæggende problem: Der skal ske en markant sænkning af det samlede skatte- og afgiftstryk i Danmark, hvis vi skal bevare og styrke dansk konkurrenceevne. De spilleregler, vi har indført for danske virksomheder, er ikke tidssvarende, for det er altså ikke let at vinde en fodboldkamp, når ens eget mål er dobbelt så stort som modstanderens.

Grundlæggende handler det selvfølgelig om, at man på Christiansborg ikke tør tage et opgør med verdens største offentlige sektor. Problemet er, at den offentlige sektor er præget af, det man kan kalde for pølsepenge. For det er jo altid sjovere at skære et tykkere stykke af den andens pølse. Sagt i relation til den offentlige sektor, så er man ofte lidt mere rundhåndet, når man bruger andre folks penge, og derfor er udgifterne løbet løbsk. Det må og skal strammes, så vi bliver bedre til at skelne mellem "need to have" og "nice to have", når det handler om prioritering af fremtidens velfærdsydelser.

Hvis vi for eksempel reducerer det offentlige forbrug fra knap 30 % til en fjerdedel af økonomien, vil det frigive i omegnen af 30 milliarder kroner om året. Det sker ikke over en nat, men i tråd med den foreslåede konkurrenceevneklausul kunne man indføre en fem-årig tilpasningsplan, hvor de årlige besparelser målrettes de skatte- og afgiftssænkninger, der er mest skadelige for dansk konkurrenceevne. Det er nu engang sådan, at alle de udgifter, som den offentlige sektor forbruger, skal danske lønmodtagere og virksomheder betale. Så selvom det kan lyde som en barsk kur, så er en for stor offentlig sektor det åg, der gør, at vi får sværere ved at konkurrere, og derfor mister private arbejdspladser.

En banal erkendelse, som ikke desto mindre har svært ved at blive politisk erkendt. Politikerne må forstå, at den private sektor i Danmark forsvinder, hvis de kun opfatter den som et finansieringsinstrument, de kan skrue på efter forgodtbefindende, når velfærden skal uddeles.
Derfor skal der lyde et opråb om, at finanslov og lovkataloget for det kommende politiske arbejdsår kommer til at handle om andet end toiletpuljer og grænsebomme, men om det grundlæggende problem hele Danmark står overfor, nemlig tab af konkurrenceevne.

Tiden kalder derfor på en konkurrenceevneklausul i finansloven og lovkataloget, der kan føre Danmark ud af krisen gennem en ansvarlig politik. Hvis I har mod på at skrive under på en sådan klausul, der binder jer til at hjælpe virksomhederne med at forbedre deres konkurrenceevne, så vil I og resten af Danmark til gengæld få vækst, flere arbejdspladser og flere indtægter til at finansiere den offentlige sektor.

Kære politikere, I kan passende annoncere jeres tilslutning til forslaget i dag ved åbningsdebatten i Folketinget. Jeg ønsker jer alle en god folketingssamling.

Relevant information

http://www.danskbyggeri.dk