24/10-12
-
Pressemeddelelse
Unge takker nej til skolepraktik
Halvdelen af de unge, der står uden praktikplads, har selv fravalgt at fortsætte deres uddannelse i skolepraktik, viser en ny opgørelse. De unge bør tage ansvar for egen uddannelse og udnytte uddannelsesgarantien, mener Dansk Byggeri
Inden for bygge og anlæg står over 2400 elever uden en praktikplads. Over halvdelen af dem har takket nej til en skolepraktikplads og dermed en mulighed for at færdiggøre deres uddannelse.
- Det er skolepraktikkens dårlige ry, størrelsen af skolepraktikydelsen og i nogle tilfælde behovet for at flytte, der får eleverne til at fravælge skolepraktik. Politikere og fagforeninger har en tendens til at give virksomhederne ansvaret for, at de unge står uden praktikplads. Det er rigtigt, at vi i erhvervslivet skal gøre alt, hvad vi kan for at udnytte den praktikpladskapacitet, der er i virksomhederne. Men de unge må også selv tage ansvar, siger Louise Pihl, afdelingschef i Dansk Byggeri.
Det er nemlig især de unge mellem 15-19 år, der fravæger skolepraktikken. I denne aldersgruppe har hele 55 procent sagt nej tak til skolepraktik.
- Det er helt uforståeligt, at de unge direkte fravælger en uddannelsesmulighed. De bliver nødt til at se på deres praktikforløb som en uddannelse og ikke et job. Skolepraktikydelsen er i øvrigt højere end SU'en, så den er helt bestemt mulig at leve for, siger Louise Pihl.
Hun mener, at de unge skal se skolepraktikken som et springbræt til at få en praktikplads i en virksomhed.
- Det er ganske få elever, der har alle praktikforløb på skolen. Enten er de ude i en eller flere virksomheder i kortere praktikaftaler på fx et halvt til et helt år, eller også finder de en permanent praktikplads i løbet af skolepraktikken. Desuden er forskellen i beskæftigelsesfrekvensen mellem unge, der har været i skolepraktik en del af tiden, og unge, der har været i erhvervspraktik hele tiden, meget lille, siger Louise Pihl.
Hun understreger, at skolepraktik er langt bedre end ingen uddannelse.
Læs mere i Dansk Byggeris erhvervsblad Barometer
Kontakt
Afdelingschef i Dansk Byggeri, Louise Pihl, telefon 25 66 63 12
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk