12/11-12
-
Pressemeddelelse
Fornuftigt udspil om uddannelser
Regeringen har indgået en bred aftale om erhvervsuddannelser og praktikpladser. Der er ifølge Dansk Byggeri taget hensyn til virksomhedernes konkurrencesituation, og Dansk Byggeri glæder sig over, at praktikpladspræmien trods alt fastholdes
Opspillet var mere kontant og uspiseligt end resultatet. Det fjerner ifølge Dansk Byggeri ikke fokus fra, at den netop indgåede aftale om erhvervsuddannelser og praktikpladser overfører udgifter fra de offentlige kasser til virksomhederne.
- Det er ikke tiden at påføre danske virksomheder flere udgifter, men det er reelt det, som sker, når regering og forligspartierne overdrager finansieringen af skolepraktikken til virksomhederne, siger afdelingschef Louise Pihl, Dansk Byggeri.
Hun noterer dog samtidig, at forliget fastlåser AER-bidraget, så virksomhederne ikke får øgede stigende udgifter i aftaleperioden.
- Det er også et godt signal til virksomhederne, at aftalen fastholder praktikpladspræmien i en tid, hvor det er vanskeligt at overbevise virksomhederne om, at de skal holde praktikpladser åbne. Her ved vi, at præmieordningen har fået flere til at påtage sig denne vigtige uddannelsesopgave, fortæller Louise Pihl.
Aftalen sikrer en ny midlertidig præmie- og bonusordning i 2013 for uddannelsesaftaler, som målrettes unge under 25 år. Det betyder, at virksomheder kan opnå en præmie i 2013 på et beløb på 33.000 kr. for at oprette en praktikplads.
Dansk Byggeri ser også positivt på, at der ikke i denne omgang, som frygtet, vil blive skrevet en blankocheck til finansiering af voksen- og efteruddannelser.
- Det er klogt at huske på, at tiden ikke er til at påføre virksomhederne nye omkostninger. Nu er vi landet med en aftale, hvor vi kan få drøftet indhold og forbedringer grundigt i løbet af 2013, og i forlængelse heraf drøfte finansiering, slutter Louise Pihl.
Kontakt
Afdelingschef Louise Pihl, Dansk Byggeri, telefon 25 66 63 12
Relevant information
http://www.danskbyggeri.dk