04/11-13
-
Pressemeddelelse
Renovering for enhver pris?
Dansk Byggeri og Dansk Beton inviterer til formiddagskonference på Christiansborg og spørger her politikere, embedsmænd og branchen, om vi træffer de rigtige beslutninger eller vi renoverer for meget? Burde vi i virkeligheden i langt større omfang rive ned og bygge nyt?
- Vi spørger, om beslutningerne træffes på et tilstrækkeligt grundlag, eller om der i virkeligheden bliver spildt samfundskroner på at renovere bygninger, som det totaløkonomisk ville være bedre at rive ned - ikke mindst med tanke på langsigtet driftsøkonomi og energirigtigt byggeri, siger Torben Liborius, der er erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri.
Dansk Byggeri har sammen med Dansk Beton lavet oplægget til Rambøll, der har lavet den analyse og de vejledninger, som forhåbentlig vil gøre bygherrer og især kommunerne bedre i stand til fremover at træffe de rigtige valg.
- Den rigtige beslutning er den beslutning, der totaløkonomisk er bedst og som tager hensyn til, om bygningen lever op til brugernes behov og krav. På konferencen stiller vi derfor skarp på de vilkår, hvorpå vi træffer beslutninger med henblik på at få mere for pengene, fortæller Steen Mygind, formand for Dansk Beton.
Konferencen foregår på Christiansborg i Fællessalen den 12. december fra kl. 9.30 til 12.00. Udover byggeriets parter er der indlæg fra såvel brugere af offentlige bygninger og de politikere, der skal træffe beslutningerne.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02