Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
12/12-13   -   Pressemeddelelse

Lavvæksten er fortsat det største problem i dansk økonomi

Der er håb om lidt højere økonomisk vækst næste år. Men det ændrer ikke ved, at lavvæksten fortsat er det største problem i dansk økonomi. De offentlige finanser bliver ved at overraske positivt, mens BNP-væksten i mange år har overrasket negativt. Og her kan vi kun skæve misundeligt til Sverige

Regeringen har offentliggjort Økonomisk Redegørelse. Og for en gangs skyld har man ikke været nødt til at nedjustere vækstskønnet i slutningen af året. Det gjorde man nemlig allerede i maj og august.

- Sidste år ved denne tid forventede regeringen en BNP-vækst i 2013 på +1,2 pct. Den nye redegørelse viser, at året sandsynligvis ender med en vækst på beskedne +0,4 pct. Men mens konjunkturpilene sidste år i bedste fald bevægede sig fladt, så peger pilene i øjeblikket trods alt opad. I lang tid var det kun eksporten, der drev dansk økonomi fremad. Nu er det både eksport og investeringer. Privatforbruget er dog stadig præget af stilstand, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.

Offentlige finanser bliver ved at overraske positivt
Det offentlige underskud i 2013 ventes at lande på beskedne 3 mia. kr. - svarende til -0,2 pct. af BNP. Det er især engangsindtægter fra skattemæssigt favorable omlægninger af kapitalpensioner, der spiller positivt ind. Men det bekræfter ifølge Bo Sandberg, at de offentlige finanser bliver ved at overraske positivt og i stadigt mindre omfang udgør den afgørende binding på dansk økonomi.

- Den økonomiske vækst har konsekvent overrasket negativt i de seneste tre år, mens de offentlige finanser omvendt har overrasket positivt. På den baggrund er Dansk Byggeri glad for, at finanslovsaftalen bidrager til, at finanspolitikken stimulerer økonomien - og især den private sektor - lidt mere i 2014 end i 2013. Opsvinget er nemlig endnu langt fra selvbærende, siger Bo Sandberg.

Vi behøver ikke opfinde den dybe tallerken selv - se til Sverige
Økonomisk Redegørelse er nærmest en ren tilståelsessag, hvor det dokumenteres, at Danmark på de fire år fra 2009 til 2012 har haft et samlet vækstefterslæb i forhold til Sverige på 8½ pct. af BNP, svarende til ikke mindre end ca. 150 mia. kr.

- Der er mange og komplekse årsager til, at vores svenske naboer er kommet langt bedre og mere skånsomt gennem finanskrisen end Danmark. Men én af de væsentlige forklaringer er, at man har formået at fastholde en høj indenlandsk efterspørgsel hinsidan - ikke mindst takket være de uhyre succesfulde ROT- og RUT-ordninger, der giver tilskud til boligforbedringer og rengøring og i stor stil har gjort sort arbejde hvidt, siger Dansk Byggeris cheføkonom og peger fremad på:

- At når der i løbet af 2014 skal tages stilling til videreførelsen af den danske Boligjobordning, kan man derfor passende se til Sverige og få inspiration til, hvordan den slags bør indrettes. Vi behøver ikke selv at opfinde den dybe tallerken.

Pressekontakt

Helen Jensen
Pressechef
  +45 72 16 01 50
  +45 21 24 47 02

Firma

Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1015 København K, Danmark

  72 16 01 62
  72 16 01 62

http://www.danskbyggeri.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Byggeri på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater