20/12-13
-
Pressemeddelelse
Højesteret afgør ansvarets placering for overgravning af et fiberkabel
Viborg Kommune er blevet frifundet i en sag, hvor kommunen i forbindelse med et gravearbejde rev et fiberkabel over tilhørende TDC. Højesteret har slået fast, at kommunen ikke har et erstatningsansvar for skaden på kablet.
Højesteret har i en sag, hvor Dansk Byggeri har været inddraget til støtte for Viborg Kommune, slået fast, at kommunen ikke har handlet ansvarspådragende i forbindelse med et gravearbejde til en kloak. Her blev et fiberkabel tilhørende TDC revet over, og sagen har derfor handlet om placering af ansvaret.
Det har været et kardinalpunkt at få fastslået, om der i det såkaldte ledningsejerregister har været de nødvendige oplysninger forud for gravearbejdet i forhold til at lette entreprenørens og andres undersøgelser forud for gravearbejdet.
- Højesteret lægger vægt på, at kommunen forud for arbejdet har rettet henvendelse til ledningsejerregisteret og bedt om at få de "nødvendige ledningsoplysninger". Det vil sige, at kommunen forud for arbejdet har søgt at få de oplysninger, der skal til i forhold til at udføre gravearbejdet og tilrettelægge dette på betryggende vis på grundlag af oplysningerne, fortæller juridisk afdelingschef i Dansk Byggeri, Henrik Fausing.
Det påhviler entreprenøren at bedømme, om man har fået de oplysninger, der er nødvendige for tilrettelæggelsen af det påtænkte gravearbejde. Det er således entreprenørens opgave at tilrettelægge og udføre gravearbejdet under hensyntagen til de modtagne oplysninger. Hvis oplysningerne ikke er tilstrækkelige, har ledningsejeren TDC, ydermere påvisningspligt på stedet.
- Og det stod under sagen klart, at de oplysninger, som kommunen havde indhentet fra TDC, herunder kortet med ledningsplanen, var misvisende. Det stod også klart, at gravearbejdet foregik mere end 10 meter fra det sted, der var angivet på kortet, og at TDC ikke havde foretaget påvisning på stedet, fortæller Henrik Fausing og fortsætter:
- TDC har erkendt, at kortet var misvisende, og at TDC ikke har oplyst kommunen om den ændrede placering af det faktisk etablerede kabel. På den baggrund har Højesteret derfor afgjort, at kommunen måtte gå ud fra, at kablet i det væsentlige var placeret som vist på kortet. Derfor kunne kommunen ikke pådrages ansvar for det overrevne kabel, siger Henrik Fausing.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02