22/01-14
-
Pressemeddelelse
Energieffektivitet glemt i uambitiøst 2030-plan fra EU
For tre måneder siden kaldte Det Internationale Energi Agentur (IEA) i en markedsrapport energieffektivitet for et af de absolut vigtigste instrumenter til at mindske det globale energiforbrug. I dag - tre måneder efter - står energieffektivisering desværre ikke højt på dagsorden i EU-Kommissionens udspil for energi- og klimapolitik i EU frem mod 2030
EU's udspil fastsætter, at CO2-udledningen skal reduceres med 40 % i 2030. I forhold til den vedvarende energi endte Kommissionens kompromis med et udvandet forslag om at vedvarende energi skal fylde 27 % - uden at landene dog kunne enes om at fordele opgaverne mellem sig. Og helt galt gik det med det vigtige element om mål for energieffektivisering, som EU-kommissionen valgte helt at droppe i sin 2030-plan.
- Det er brandærgerligt, at Kommissionen ikke tør udfordre medlemslandene og foreslå bindende mål for energieffektivisering. Dansk Byggeri havde meget gerne set de mere modige forslag fra Europa-Parlamentets Miljø- og Energiudvalg om bindende energimål for 2030 på 40 % for energieffektivisering, 40 % CO2-reduktion og 30 % vedvarende energi. Vi er derfor skuffede over Kommissionens ambitioner, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri.
IEA vurderer, at energieffektivisering kan halvere det forventede globale energiforbrug frem mod 2035 og i gennemsnit skære 20 % af udgifterne til brændsel. Potentialerne er enorme, også i byggeriet, hvor 80 % af potentialerne stadig ikke er realiseret, ifølge IEA. Men for at realisere potentialerne er der behov for at fjerne barriererne for energieffektivisering og skabe stærke forretningsmodeller og incitamentsordninger.
- Der skal ikke opfindes nye revolutionerende teknologier, for de findes allerede, når vi taler om energieffektivisering. Men der er behov for at skabe de rigtige rammebetingelser for at udbrede teknologierne til vores bygninger, virksomheder etc. Et bindende mål ville have sendt et stærkt signal til medlemslandene om, at der skal gøres noget for at fjerne barrierer og motivere til energieffektivisering, pointerer Michael. H. Nielsen.
EU har haft bindende mål for vedvarende energi og CO2-reduktioner i over 10 år, men for energieffektivisering strækker ambitionerne sig ikke til mere end direktivet for energieffektivitet. Direktivet blev først vedtaget i 2012 efter en kolossal udvanding, som bl.a. endte med at medlemslandene selv skal fastsætte ikke-bindende mål for 2020. Og det efterlader stor variation i valg af mål og metode.
- Vi så under forhandlingerne om direktivet for energieffektivitet, at stort set samtlige medlemslande var imod bindende mål for energieffektivisering. Nu kan vi kun håbe på, at Kommissionens kommende vurdering af medlemslandenes indsatser for energieffektivisering ledsages af et forslag om bindende mål, så vi i hele EU begynder at høste nogle af de mange potentialer, der er for energibesparelser, konkluderer Michael H. Nielsen.
Europa-Parlamentet skal endeligt vedtage deres holdning i starten af februar. EU's stats- og regeringschefer skal så blive enige om, hvordan de vil fastsætte målene, forventeligt på et topmøde i marts. Først den 30. juni 2014 skal Kommissionen forelægge sin vurdering af medlemslandenes vejledende mål i medfør af energieffektivitetsdirektivet.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02