19/02-14
-
Pressemeddelelse
Skattelettelser og lav inflation holder humøret oppe
Forbrugerforventningerne er på et stabilt højt niveau. Det har de nu været i ni måneder i træk, og trods et lille dyk i februar ser det ud til, at forbrugertilliden stabiliserer sig på relativt højt niveau. Vi har stadig til gode at se det kanaliseret over i stigende privatforbrug
Dagens tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugerforventningerne med et nettotal på +4,2 fastholdes på det relativt stabilt høje niveau, som har været tilfældet siden juni sidste år. Forbrugertillidsindikatoren belyser befolkningens vurdering af den aktuelle og fremtidige situation dels for egen økonomi og dels for samfundsøkonomien.
- Vi vil nu tillade os at forvente, at forbrugernes optimisme stille og roligt i løbet af 2014 slår igennem på nogle af de "hårde" nøgletal som vækst og beskæftigelse. Der er dog ikke belæg for at forvente nogen "ketchup-effekt" i det underdrejede privatforbrug, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.
Han understreger, at de meget positive forbrugerforventninger fra januar ikke er blevet fastholdt i februar. Således har både bedømmelsen af egen økonomi og dansk økonomi taget et marginalt dyk i forhold til den nærmest jubeloptimistiske januar-måling. Til gengæld er der nu en meget positiv vurdering af, om pengene slår til i familierne, dvs. om man har mulighed for at lægge penge til side.
- Det er værd at bemærke, at forbrugerne mener, at de nu i højere grad end i de seneste par år, har mulighed for at lægge penge til side. Det skyldes især, at forbrugerne har fået den lave inflation ind under huden - og at der er givet skattelettelser efter nytår både i topskatten og beskæftigelsesfradraget. Det fremgår af lønsedlen, siger Bo Sandberg.
Stadig et stykke vej for byggebranchen
Som det fremgik af Dansk Byggeris konjunkturanalyse i sidste uge, er den private bygge- og renoveringsaktivitet på et ganske lavt niveau, når der ses bort fra den akutte udbedring af stormskader. Og det ændrer forbrugerforventningerne fra februar ikke på.
- Der er positiv vurdering af samfundsøkonomien. Men negativ bedømmelse af, om husholdningerne vil investere i større forbrugsgoder, herunder også boligrenoveringer. Det tager med andre ord lang tid at vende finanskrisens markante skift i adfærd fra forbrug til opsparing. BoligJobordningen, der fortsat kan bruges i 2014, spænder dog - udover at medvirke til at gøre sort arbejde hvidt - et vist sikkerhedsnet ud under den private boligforbedringsaktivitet, siger Bo Sandberg.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02