Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
24/03-14   -   Pressemeddelelse

Desperat brug for flere private udlejningsboliger

Regeringens nye lejelovsudspil indeholder en række ganske fornuftige forbedringer for lejerne. Men forslagene kan ikke stå alene. Der er desperat brug for udbud af flere private udlejningsboliger, og her trækker lovforslaget i forkert retning. Dansk Byggeri er i det hele taget bekymret for de private udlejningsboligers fremtid

Regeringens lejelovsudspil rummer som forventet primært forslag til forbedringer for lejerne, mens der er meget få nye gulerødder for nuværende og kommende udbydere af private udlejningsboliger.

- Det er både forventeligt og forståeligt, at regeringen med sit udspil til ændring af Lejeloven primært varetager de nuværende lejeres interesser. Men man gør boligmarkedet en bjørnetjeneste, hvis man gør det endnu mindre attraktivt for udlejere at udbyde private udlejningsboliger. Den boligform er gradvis ved at forsvinde ud af markedet til stor skade for fleksibiliteten på boligmarkedet, siger Bo Sandberg, cheføkonom i Dansk Byggeri.

Mindre fleksibilitet på boligmarkedet
Erhvervs- og brancheorganisationen peger på, at nybyggeriet af boliger i forvejen er historisk lavt, og at markedet for private udlejningsboliger nu risikerer at blive endnu mere underdrejet.

- Nybyggeriet af boliger var i 2013 på laveste niveau siden 1920´erne. En by som København mister vækstmuligheder på, at boligudbuddet ikke kan følge med efterspørgslen. Forslaget til ny lejelov trækker i retning af, at der fremover vil blive udbudt endnu færre private udlejningsboliger end i dag. Så med den ene hånd beskytter regeringen de nuværende lejere, men med den anden hånd svækker man muligheden for, at fremtidens lejere kan vælge mellem en bred vifte af de lejeboliger, som ellers er så gode for fleksibiliteten på boligmarkedet, siger Bo Sandberg.

Huslejen bør sættes fri i flere lejeboliger end i dag
Dansk Byggeri roser dog regeringen for at komme med et forslag til en modernisering af den meget komplicerede lejelov helt tilbage fra 1939, men det er afgørende, at den også indeholder elementer, der gør det attraktivt at renovere og nybygge boliger med henblik på udlejning - og dermed både forbedre mobiliteten på boligmarkedet, styrke det private marked for energirenoveringer og løfte byggebeskæftigelsen.

- Allerede i dag er der fri huslejefastsættelse for udlejningsboliger opført efter 1991. Dansk Byggeri foreslår, at også ældre private udlejningsboliger, der bringes op i en bygningsteknisk og energimæssig standard mindst svarende til BR-82-reglementet, ved første genudlejning kan lejes ud på betingelser, som aftales frit mellem udlejer og lejer, uden at det offentlige dikterer prisen. Det vil på afgørende vis kunne forbedre incitamenterne til at udbyde private udlejningsboliger på markedet, siger Bo Sandberg.

Pressekontakt


Firma

Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1015 København K, Danmark

  72 16 01 62
  72 16 01 62

http://www.danskbyggeri.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Byggeri på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater