24/04-14
-
Pressemeddelelse
3D på både små og store byggepladser
Om bare ti år er 3D-modeller af bygge- og anlægsarbejder en naturlig del af hverdagen både hos den mindre brolæggermester og den store anlægsvirksomhed. Det vurderer Dansk Anlægsentreprenører, der forudser færre fejl og mere effektive byggerier inden for samme tidsramme
Virtual Design and Construction og 3D-modeller er begyndt at blive en del af hverdagen på de store byggeprojekter i Danmark. Fx på byggeriet af den nye jernbane mellem København og Ringsted, som Banedanmark er bygherre på, men det er ikke kun på de store projekter Virtual Design and Construction og 3D-modeller er en fordel. Mulighederne er også store, hvis der fx skal indrettes et torv, hvor arkitektoniske løsninger skal få byens rammer og menneskers behov for at samles, holde pause, spise eller stå på skateboard til at mødes.
- Mange bygge- og anlægsprojekter er allerede virtuelle i dag, fx er elektroniske tilbudslister efterhånden helt almindelige, og 3D-modeller som en del af hverdagen på både små og store byggepladser er lige om hjørnet. For selvom det næsten kun er de store, der i dag arbejder efter 3D-modeller, så vil de mindre virksomheder jo hurtigt blive vænnet til at bruge 3D-modellerne, når de arbejder som underentreprenører på de store projekter, siger direktør for Danske Anlægsentreprenører, Niels Nielsen, og fortsætter:
- Derfor vil vi indenfor en tiårig periode opleve, at 3D bliver helt almindeligt både på store og små byggepladser og derfor også hverdag for både den mindre kloakmester og den store entreprenør.
Med 3D-modeller og mulighed for udveksling af elektroniske data kan entreprenøren tage tegnestuens 3D-model og elektronisk overføre projektdata til gravemaskinen, som via en GPS følger arkitekternes og ingeniørernes streger på 3D-tegningen.
- Derfor vil 3D-modeller være med til at sikre, at der sker færre fejl i kommunikationen mellem de forskellige faggrupper på byggepladsen, og det vil på den lange bane kvalitetssikre byggeriet og øge produktiviteten, vurderer Niels Nielsen.