08/05-14
-
Pressemeddelelse
Vækstpakke med mangler
Dansk Byggeri bedømmer både initiativerne til finansiering for SMV´ere og til forbedring af produktiviteten i bygge- og anlægsbranchen som positive, men kalder det uforståeligt, at regeringen udelader en fortsættelse af BoligJob-ordningen.
Der er ærgrelse i Dansk Byggeri over de tabte muligheder for effektive initiativer, som kunne omsættes til aktivitet og beskæftigelse her og nu. Der knytter sig derfor forventninger til de kommende forhandlinger, som Dansk Byggeri håber, vil dreje den endelig vækstpakke i en mere jobskabende retning.
- De fremlagte initiativer er sympatiske med fokus på virksomhedernes vilkår og bedre kår for små vækstvirksomheder. Men vi konstaterer også, at regeringen på flere områder smider barnet ud med badevandet, siger adm. direktør Lars Storr-Hansen, Dansk Byggeri, i en kommentar til regeringens vækstpakke "Danmark helt ud af krisen".
Han udpeger her BoligJob-ordningen, som også fagbevægelsen har haft med på sin ønskeseddel, og renovering af den almene sektor som effektive veje, der ikke indgår i regeringens planer.
- Det er helt uforståeligt, at en populær og effektiv vækstmotor som BoligJob-ordningen ikke indgår i regeringens katalog af vækstinitiativer. Regeringen vælger hermed at sige farvel til 5.000 job. Vi er også helt uforstående i forhold til at sætte prop i renoveringer i den almene sektor, hvor vi ved, at der er projekter, der skriger på at komme i gang. Det er meget store undladelsessynder i en sympatisk men langsomt virkende vækstpakke, siger Lars Storr-Hansen.
Flere positive overraskelser
Dansk Byggeri kvitterer for regeringens fokus på at effektivisere byggesags- og anden sagsbehandling, herunder kommunale one-stop-shops for virksomhederne. Også harmonisering af brandkrav er centralt for at effektivisere og billiggøre byggerier. Og justering af byggekrav i lokalplaner til kun at måtte være bygningsreglementet, har Dansk Byggeris fulde opbakning.
Udvidelsen af flexboligordningen er også en rigtig god ide, idet det fjerner usikkerheden ved at investere i bolig nummer to i Danmarks yderområder.
Dansk Byggeri bakker op om regeringens fokus på adgang til finansiering for små og mellemstore virksomheder blandt andet med et nyt skattefradrag for investeringer og udvidelse af Vækstfondens vækstkapital.
- Bedre muligheder for iværksættere og en ny chance for iværksættere, der tidligere er gået konkurs, ryger klart ned i den positive vægtskål, siger Lars Storr-Hansen.
Brug for langsigtet ro om energipolitikken
- Som led i lempelsen af PSO-afgiften skal der arbejdes for at skabe sikkerhed om energiforliget for 2012 og den langsigtede energipolitik, da kendte rammebetingelser er væsentlige for at skabe et investeringsklima, der kan realisere de langsigtede energipolitiske dagsordner om at blive fri af fossile energikilder og skabe forsyningssikkerhed, understreger Lars Storr-Hansen.
Endelig imødeser Dansk Byggeri den annoncerede konkurrenceudsættelse af forsyningssektoren, der forhåbentlig bliver et opgør med den stigende - og uigennemsigtige - kommunale aktivitet.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02