15/05-14
-
Pressemeddelelse
Bornholm kommer til at mangle faglærte hænder
En ny rapport viser, at om få år vil Bornholm mangle alt fra tømrere til elektrikere og murere. Bygge- og anlægsbranchen er i vækst, men det er antallet af håndværkere ikke. Vi står over for en stor udfordring, som vi skal i arbejdstøjet og løse allerede nu, mener Dansk Byggeri Bornholm
Der er for mange, der går på pension, og for få der tager en erhvervsuddannelse, og samtidig vil antallet af arbejdspladser i den lokale bygge- og anlægsbranche stige med 265. Derfor kommer der inden for få år til at mangle faglært arbejdskraft på Bornholm.
Det viser ny rapport om bygge- og anlægsbranchen på Bornholm, som Center for Regional- og Turismeforskning har udarbejdet for Dansk Byggeri Bornholm, og som EU's Socialfond og vækstforum har finansieret. Ifølge rapporten vil Bornholm i år 2020 mangle 255 personer, der har en uddannelse inden for byggeri og anlæg.
- Det er svært at forestille sig lige nu efter en del år med krise, at vi kommer til at mangle arbejdskraft, men det gør vi altså. Den store opgave ligger i allerede nu at finde ud af, hvordan vi forbereder os, så vi ikke kommer til at stå med håret i postkassen, fordi vi ikke har de fagfolk, der skal til for at løse opgaverne, siger formand for Dansk Byggeri Bornholm, Jens Koefoed, og påpeger:
- Og vi kommer for alvor til at mærke det allerede om fem år, når en stor del af de nuværende håndværkere går på pension.
En sideløbende udfordring er, at færre unge ser en fremtid i at tage en erhvervsuddannelse. I 2013 blev der på Bornholm optaget 36 elever på grundforløbet "Bygge- og anlæg" mod 90 elever per år lige før krisen.
- Vi skal have flere unge til at tage en uddannelse som håndværker, ellers ender det med, at vi må hente arbejdskraft ovre fra til at udføre lokale opgaver. Det bedste ville være, hvis vi selv kunne uddanne de unge inden for de fag, hvor arbejdsopgaverne er, siger Jens Koefoed.
I dag arbejder der 1200 mennesker i den bornholmske bygge- og anlægsbranche.