20/05-14
-
Pressemeddelelse
Norge strammer grebet om danske virksomheder
Nu skal danske byggevirksomheder løfte endnu en administrativ byrde, hvis de skal på en midlertidig opgave i Norge. Det er byrde nummer 12
Hvis en dansk håndværker eller entreprenør ønsker at opføre en stålhal for en kunde i Norge, skal den nu registrere sig og sine medarbejdere hele 12 steder. Norge har nemlig sat en ekstra administrativ udfordring op for de danske virksomheder.
Et lille udsnit af de 12 byrder handler om det lovpligtige ID-kort, også kaldet byggekort, som alle medarbejdere på norske byggepladser skal bære. Det har eksisteret i flere år, og flere virksomheder møder udfordringer, når kortet skal bestilles.
Et dansk firma, der skal bestille et byggekort, skal nemlig først registrere sig i et centralt register, få sig en momsrepræsentant, anmelde byggepladsen og de medarbejdere, som firmaet har tænkt sig at sende på opgaven, til et andet centralt register og vente på, at registreringerne går igennem.
Og her kommer stramningen ind i billedet, som betyder, at oveni alt det andet skal de medarbejdere, der skal udsendes, nu også møde op på et lokalt skattekontor i Norge, bevise deres identitet og gennemføre en norsk skatteregistrering.
- Det signalerer en form for mistænkeliggørelse, og det er mange ressourcer, som virksomheden skal aktivere for at få lov til at udføre et helt almindeligt stykke arbejde. Der er i mange tilfælde også derfor, at vi ser 60 procent af de danske byggevirksomheder opgiver det norske marked - enten med det samme, eller inden for det første år, forklarer chefkonsulent i Dansk Byggeris internationale afdeling, Anita Kurowska Larsen.
En af de virksomheder, der bøvler med de norske regler, er NKI Kloak- og industriservice A/S i Aalborg, som skulle sende seks medarbejdere til Norge i fire dage. Indtil videre har det kostet næsten 17.000 kroner i advokathjælp til registrering og papirarbejde.
- Selvfølgelig skal alle lande forebygge mod snyd med skat, moms og sociale ydelser, men det hjælper jo ikke noget, at de i samme øvelse gør det umuligt for hæderlige virksomheder at slippe gennem nåleøjet. Vi oplever faktisk, at de norske myndigheder selv har svært ved at finde rundt i deres egne regler, så det siger lidt om, hvor svært det er for danske virksomheder, at finde rundt i denne norske regeljungle, siger Anita Kurowska Larsen.