25/06-14
-
Pressemeddelelse
Billund er danmarksmester i erhvervsvenlighed
Dansk Byggeri offentliggør nu den årlige analyse af kommunernes erhvervsvenlighed, der udpeger Billund som danmarksmester. Generelt er kommunerne blevet mere erhvervsvenlige - særligt på Sjælland
Hvad der er godt for det lokale erhvervsliv er også godt for kommunekassen. Den pointe er begyndt at sprede sig i de danske kommuner, der i løbet af det seneste år er blevet mere erhvervsvenlige. Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri, hvor kommunernes erhvervsvenlighed bliver vurderet ud fra 30 forskellige indikatorer om alt fra jobcentrenes indsats til byggesagsbehandlingstid og åbningstider på genbrugspladserne.
Her er Billund helt i front og er i år danmarksmester i erhvervsvenlighed.
- En kommune som Billund har fx droppet dækningsafgiften, de har et effektivt jobcenter, der hjælper virksomhederne med at rekruttere medarbejdere, og de har en lav indkomstskat. Det er eksempler på erhvervsvenlige tiltag, der gør en forskel for både medarbejdere og virksomheder, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius og fortsætter:
- Til gengæld er det skuffende, at store byer som København, Aarhus og Aalborg ligger i bunden af analysen og ikke formår at gøre det bedre. De lukrerer i stedet på deres øvrige faciliteter og uddannelsesinstitutioner, og så er der skruet op for skatterne og ned for servicen. Det er ærgerligt.
Det glæder dog Dansk Byggeri, at kommunerne generelt er blevet mere erhvervsvenlige og har forbedret sig på 14 indikatorer som fx dækningsafgift og åbningstiderne på genbrugspladsen. Tidligere var det typisk de jyske kommuner, der lå i toppen, men i år er flere sjællandske kommuner blevet mere erhvervsvenlige.
- Jeg tror, at krisen har fået kommunerne over en bred kam til at indse, at hvis de vil have virksomhederne til at skæppe i kommunekassen, så kræver det gode kommunale rammevilkår, hvis de rent faktisk skal kunne vokse og skabe arbejdspladser - for ellers forsvinder de, og det gør skattekronerne også, siger Torben Liborius og fortsætter:
- Det er vigtigt at huske, at erhvervsvenlighed handler både om lave skatter og afgifter, og om en nem, hurtig og effektiv ekspedition på kommunekontoret. Begge dele skal være tilstede for at erhvervsvenligheden er i top, forklarer Torben Liborius.