21/08-14
-
Pressemeddelelse
Forbrugerne strutter af optimisme, men lader muldvarpen blive i lommen
De danske forbrugere er mere optimistiske både på dansk økonomis vegne og med hensyn til familiernes egen økonomiske situation. Men det bliver ikke omsat i stigende privatforbrug eller i byggeaktivitet
- Sommeren 2014 har budt på international usikkerhed med krig i Ukraine og Gaza. Med russiske sanktioner, ebola og tilbagevenden til sløje makroøkonomiske nøgletal i Eurozonen. Intet af dette har dog formået at slå de optimistiske danske forbrugere ud af kurs. Den positive bedømmelse af økonomien har imidlertid endnu ikke ført til ændret forbrugsadfærd, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
- Forbrugernes tegnebøger kan bedst sammenlignes med muldvarpe, der nødigt kommer frem i dagslyset. Krisen har ændret forbrugsadfærden. Og det er ganske rationelt set fra de enkelte familiers synspunkt. Vi har primært benyttet det forbedrede økonomiske råderum til at høvle af på gælden. Muldvarpen er blevet liggende i lommen, siger Bo Sandberg.
Forbrugerne giver udtryk for større jobsikkerhed
Med en samlet forbrugertillidsindikator på 11,4 er forbrugerforventningerne nu meget tæt på rekordniveauet fra 2006. Særligt på ét punkt glæder Dansk Byggeri sig over udviklingen:
- Det allermest positive ved den høje forbrugertillid er, at der nu er en stabil forventning om faldende arbejdsløshed det kommende år. Her skal vi faktisk helt tilbage til 2005 for at genfinde en tilsvarende optimisme, siger cheføkonom Bo Sandberg og fortsætter:
- En af de vigtigste forudsætninger for fremgang i privatforbruget er en betydelig jobsikkerhed i befolkningen. Hvis man føler sig sikker på også at have sit job næste år, er der større vilje til at investere fx i boligen. Tidligere under finanskrisen herskede der betydelig frygt for at blive ramt af ledighed, fordi vi som noget nyt oplevede fyringsrunder både i den private og offentlige sektor. Men den frygt er nu forduftet.
Hvornår slår optimismen igennem på byggeaktiviteten?
Fremgangen i forbrugertillid er især båret af større tillid til dansk økonomi. Men også forbrugernes bedømmelse af egen økonomi er i bedring. Der er dog fortsat en overvægt af forbrugere, der ikke for øjeblikket finder det fordelagtigt at anskaffe sig større forbrugsgoder.
- Der er et stykke vej fra at have tillid til dansk økonomi, til at man som forbruger i større stil sætter gang i renoveringsprojekter. Det afhænger også meget af boligmarkedet, der ganske vist er i bedring på landsplan, men med betydelige geografiske forskelle. Det er typisk ved ejerskifte, at der renoveres mest i boligmassen, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri og fortsætter:
- Men 552.000 danskere benyttede i 2013 Boligjobordningen, der dermed har været med til at spænde et vist sikkerhedsnet ud under renoveringsaktiviteten bl.a. i udkantsområderne.
At den forbedrede forbrugertillid endnu ikke overordnet set er slået igennem i bygge- og anlægsbranchen kan aflæses i byggebeskæftigelsen. I første halvår 2014 har der været 148.800 personer beskæftiget i branchen, hvor et gennemsnit gennem de seneste 15 år er ca. 160.000 beskæftigede. Dansk Byggeri forventer faldende aktivitet og beskæftigelse i 2015, bl.a. på grund af det beklagelige ophør af Boligjobordningen.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02