04/09-14
-
Pressemeddelelse
Håndværkerfradraget gør boligen grøn
Hvert tredje fradrag under BoligJob-ordningen er brugt til en energibesparende byggeopgave. Ordningen bidrager dermed til, at danskerne sparer på energien. Til glæde for deres privatøkonomi - og for miljøet
BoligJob-ordningen har bidraget til, at danskerne tænker mere grønt og sparer på energien. Sidste år brugte flere end 550.000 danskere BoligJob-ordningens mulighed for at trække 15.000 kroner af udgifterne til arbejdsløn fra i skat, og hver tredje af dem har fået lavet energibesparende tiltag, viser en ny opgørelse fra SKAT. Det svarer til, at 11.300 boliger alene sidste år fx fik hulmursisoleret, isoleret tag eller skiftet vinduer.
- Fradraget er den gulerod, der får boligejerne til at hive byggeprojekterne op af skuffen og ført ud i virkeligheden. Uden fradrag vil danskerne med stor sandsynlighed begynde at nedprioritere de grønne tiltag, der sparer på energien, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, og påpeger, at bygninger i dag står for 40 procent af det samlede danske energiforbrug:
- Hvis vi skal nå politikernes ønske om, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændstoffer i 2050, og at det skal gælde for varme- og elforsyningen allerede i 2035, så er BoligJob-ordningen en god måde at få energiforbruget i vores private hjem til at falde, siger han.
Netop derfor vil et større fradrag øremærket energirenoveringer få danskerne til at sætte endnu flere grønne tiltag i gang.
- Politikerne på Christiansborg bør overveje at forhøje fradraget i stedet for at afskaffe det, som regeringen desværre planlægger. Det vil være en gave til miljøet, siger Torben Liborius og tilføjer:
-I Norge, Sverige og Tyskland har statslige ordninger fået borgerne til i stor stil at sætte energirenoveringer i gang. Hvis der ikke kommer noget i stedet for BoligJob-ordningen, så vil Danmark være det eneste land i Nordeuropa, der ikke understøtter energirenoveringer økonomisk, og vi vil derfor komme til at halte langt bagefter vores nabolande.