25/09-14
-
Pressemeddelelse
Lavvækst er den største økonomiske udfordring i Danmark
Dansk Byggeri understreger, at det lille overskud på de offentlige finanser i 2. kvartal viser, at det er den lave vækst i økonomien - og ikke de offentlige finanser - der i øjeblikket er vores største samfundsøkonomiske udfordring
Der var et overskud på den offentlige saldo på 3,2 mia. kr. i 2. kvartal 2014. Ved indgangen til 2014 forventede regeringen et underskud på 23 mia. kr. for hele 2014. Men Dansk Byggeri vurderer, at årets underskud i stedet lander på max -15 mia. kr. og dermed et budgetunderskud på under 1 pct. af bruttonationalproduktet.
- Det generelle billede de seneste 4-5 år har været, at de offentlige finanser systematisk overrasker positivt, mens den økonomiske vækst desværre lige så systematisk overrasker negativt. Hvis man sammenligner de skiftende regeringers egne forventninger til de offentlige finanser i begyndelsen af året med, hvordan de faktisk har udviklet sig, så har den offentlige saldo i årene 2010-2013 i alt udviklet sig 151 mia. kr. bedre end forventet, forklarer Dansk Byggeris cheføkonom Bo Sandberg, og fortsætter:
- Samme tendens kommer til at gøre sig gældende i år, så vi formentlig lander på et facit, hvor de offentlige finanser samlet set for perioden 2010-2014 har overpræsteret med ca. 160 mia. kr., og det er jo en pæn sjat penge her sidst på måneden.
Dansk Byggeri henleder opmærksomheden på, at fejlskønnene ikke skyldes uforudsete politiske ændringer i løbet af de enkelte år. Ekstraordinære effekter som efterlønsreform, omlægning af kapitalpensioner mv. har været indregnet primo de enkelte år. Men bl.a. er provenuet fra omlægning af kapitalpensioner konsekvent blevet undervurderet, ligesom de statslige indtægter fra pensionsafkastskatten notorisk skønnes for lavt.
Udfordring til de offentlige finanser i 2015
Men selvom de offentlige finanser gang på gang har udviklet sig bedre end forventet, er det ingen naturlov, at det samme vil gøre sig gældende i 2015. Derfor er en del økonomer, politikere og medier bekymret for, at regeringen i sit finanslovsforslag opererer med et offentligt underskud på præcis de 3,0 pct., som er tilladt i forhold til reglerne i EU´s stabilitetspagt. Dansk Byggeri deler ikke den bekymring. Tværtimod.
- Vi befinder os i et ingenmandsland forud for et forhåbentligt kommende opsving. Det er således den lave vækst, der er det største problem i dansk økonomi. Derfor er det godt, at man fra politisk side går helt til grænsen og gør, hvad man kan for at skubbe bag på den spæde fremgang i økonomien. Blot havde vi ønsket, at rammerne i finanslovsforslaget havde været fyldt bedre ud, ikke mindst med en videreførelse af den populære og jobskabende BoligJobordning, siger cheføkonom Bo Sandberg.
Oversigten fra Danmarks Statistik viser endelig, at de offentlige investeringer i 1. halvår 2014 udgjorde 30,4 mia. kr. Det er på niveau med 2013, men det er ca. 1½ mia. kr. lavere end i 2012. Dansk Byggeri peger på, at vi trods mange store byggeprojekter kun lige akkurat undgår netto-nedslidning af vores fælles samfundsmæssige formue, og at Danmarks offentlige investeringer halter efter fx Sverige, Norge, Finland og Holland.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02