Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
24/10-14   -   Pressemeddelelse

Kommunerne investerer mindre i bygninger og veje

Der er stor forskel på, hvor meget eller hvor lidt kommunerne investerer i at vedligeholde veje, børnehaver og kulturhuse. Læsø, Gentofte og Gladsaxe ligger i top, mens Guldborgsund, Nordfyns og Aabenraa bruger få penge på den post

Mens Læsø hvert år bruger 7.739 kroner per indbygger på at lappe huller i vejene og sætte nye vinduer i børnehaven, så bruger Guldborgsund på Lolland-Falster kun 1.366 kroner på den samme konto. Der er stor forskel på, hvor lidt eller hvor meget de enkelte kommuner i gennemsnit bruger på at vedligeholde eller bygge nyt, viser en ny analyse fra Dansk Byggeri.

- Et lavt investeringsniveau kan skyldes, at kommunen har udvist rettidig omhu og løbende har vedligeholdt bygninger og veje, men det kan også være fordi, at kommunen sparer på området. En køretur rundt i kommunen vil hurtigt afsløre, om bygningerne ser slidte ud, og om der er mange huller i vejene, siger chefkonsulent i Dansk Byggeri, Andreas Fernstrøm.

I 2013 investerede kommunerne knap 16,8 milliarder kroner i bygninger og anlæg. Det er 1,2 milliarder kroner mindre end i 2012.

- En rapport fra Cowi viser, at for hvert år en kommune undlader at investere en million kroner på at vedligeholde vores veje, koster det samfundet fem millioner kroner. Så det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse ikke at udvise rettidig omhu, men i stedet spare på vedligeholdelseskontoen, siger Andreas Fernstrøm.

I gennemsnit bruger Danmarks 98 kommuner hver 3.635 kr. per år per indbygger. Men generelt bruger små og store kommuner flest penge på vedligeholdelse og nybyggeri, mens mellemstore kommuner holder igen og investerer forholdsvist få penge på den post.

- De kommuner, som sørger for at vedligeholde deres skoler, børnehaver og idrætshaller, så de lever op til de forventninger, vi i dag har til indeklima, toiletforhold og så videre, er mere attraktive for både nuværende og nye borgere og virksomheder. Kort sagt har en velholdt kommune bedre muligheder for at tiltrække flere skatteindtægter til kommunekassen, siger Andreas Fernstrøm.

Kommuner, der investerer mest
1. Læsø (7.739kr.)
2. Gentofte (5.989 kr.)
3. Gladsaxe (5.317 kr.)
4. Fanø (5.280 kr.)
5. Ishøj (4.943 kr.)
6. København (4.781 kr.)
7. Aarhus (4.656 kr.)
8. Rudersdal (4.518 kr.)
9. Ærø (4.496 kr.)
10. Bornholm (4.489 kr.)

Kommuner, der investerer mindst
1. Guldborgsund (1.336 kr.)
2. Nordfyns (1.501 kr.)
3. Aabenraa (1.506 kr.)
4. Brønderslev (1.599 kr.)
5. Skanderborg (1.678 kr.)
6. Lyngby-Taarbæk (1.825 kr.)
7. Furesø (1.838 kr.)
8. Tønder (1.857 kr.)
9. Hillerød (1.900 kr.)
10. Ikast-Brande (1.933 kr.)

Pressekontakt


Firma

Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1015 København K, Danmark

  72 16 01 62
  72 16 01 62

http://www.danskbyggeri.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Byggeri på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater