Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
05/11-14   -   Pressemeddelelse

Blandede bolsjer på boligmarkedet

Det er positivt, at de gennemsnitlige boligpriser kravler opad. Og vel at mærke på en måde så man endnu ikke bør frygte en ny boligboble. Til gengæld er det kun i Hovedstaden, at antallet af handler stiger. Det er ifølge Dansk Byggeri bekymrende

Ifølge Danmarks Statistik lå prisniveauet for ejerlejligheder på landsplan i juni-august i år 8,8 pct. over niveauet i juni-august 2013. Prisen på enfamiliehuse er i samme periode steget mere moderat med 2,8 pct. Trenden for begge boligtyper har været opadgående, siden bunden blev nået i 2011, men klart mest fremgang for ejerlejligheder.

- Siden seneste lavpunkt ultimo 2011 er de nominelle huspriser steget med ca. 9 pct. i snit og ejerlejlighederne med hele 25 pct. Ejerlejlighederne var dog også igennem et tilsvarende langt større prisdyk end parcelhusene under finanskrisen. Men med en gennemsnitlig salgspris på 1,82 mio. kr. nærmer ejerlejlighederne sig nu den gennemsnitlige salgspris på parcelhuse, som ligger på 1,9 mio. kr., siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Det er velkendt, at det er i Hovedstadsregionen, at priserne stiger kraftigst. Det har ført til fornyet debat om risikoen for en ny boligboble. Dansk Byggeri opfordrer dog til at slå koldt vand i blodet:

- Man skal huske på, at de ca. 28.000 ejerlejligheder i København kun udgør godt 9 pct. af boligmarkedet i kommunen. Der er langt flere andelsboliger, almene boliger og private udlejningsboliger. Derfor er der grænser for, hvor stor betydning prisudviklingen for ejerlejligheder har for det samlede boligmarked i Hovedstaden, siger Bo Sandberg og understreger, at der fortsat er en årlig nettotilflytning til Københavns Kommune på mindst 10.000 nye indbyggere.

- Så den høje boligefterspørgsel i København er så absolut stadig primært demografisk betinget gennem den store efterspørgsel efter boliger.

Danmarks Statistik har også offentliggjort tal for, hvor mange bolighandler der fandt sted i 2013. Tallene udtrykker det velkendte billede af, hvor der er mest gang i boligmarkedet.

- Som ventet er der sket en markant stigning i antallet af bolighandler i Region Hovedstaden med et plus på 6,6 pct. i 2013 i forhold til 2012. Mere skuffende og bekymrende er det, at der i alle andre regioner er blevet handlet færre boliger i 2013 end i 2012, siger cheføkonomen og fortsætter:

- Boligmarkedets betydning for andre dele af økonomien - fx privatforbruget - kan næsten ikke overvurderes. Antal hushandler har blandt andet stor betydning for renoveringsopgaverne. Det er nemlig typisk omkring ejerskifter, at boliger renoveres mest. Derfor er det naturligvis bekymrende for bygge- og anlægsbranchen, at provinsens i forvejen fastfrosne boligmarked frøs endnu mere fast i 2013 end i 2012, fastslår Bo Sandberg.

Pressekontakt

Helen Jensen
Pressechef
  +45 72 16 01 50
  +45 21 24 47 02

Firma

Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1015 København K, Danmark

  72 16 01 62
  72 16 01 62

http://www.danskbyggeri.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Byggeri på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater