29/01-15
-
Pressemeddelelse
2014 blev et godt år for ledigheden
Ledigheden i december udgør 5 % af arbejdsstyrken, hvilket svarer til 132.400 fuldtidspersoner. Dermed slutter 2014 med et samlet fald på 15.500 færre ledige end det begyndte, men udviklingen i andet halvår har ikke været prangende
Dagens ledighedstal fra Danmarks Statistik viser, at den danske økonomi i 2014 overordnet set fastholder kursen og langsomt bevæger sig i den rigtige retning. Siden december 2013 er ledigheden faldet fra 5,6 % til 5,0 % af arbejdsstyrken. Det til trods for en lille stigning i ledigheden på 400 fuldtidsbeskæftigede i den forgangne måned.
- Udviklingen er langsom, men set i forhold til samme tidspunkt sidste år er det en klar forbedring både for samfundet som helhed og specifikt for bygge- og anlægsbranchen, siger Maria Schougaard Berntsen, økonomisk konsulent i Dansk Byggeri og understreger:
- Men træerne vokser desværre ikke ind i himlen. Fremgangen for branchen i 2014 skal især tilskrives midlertidige effekter fra storme og skybrud, den positive effekt fra BoligJob-ordningen og et solidt investeringsniveau i renovering i det almene boligbyggeri. Alle tre faktorer hjalp markedet i gang i 2014, men inden for reparation og vedligehold vil beskæftigelsen dykke i 2015. Den økonomiske vækst er ikke stærk nok til at skabe et konjunkturbetinget opsving i den private byggeaktivitet.
Dermed vil beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen heller ikke kunne opretholde det nuværende niveau efter årsskiftet, selvom samfundsøkonomien som helhed har det bedre nu end for et år siden.