27/02-15
-
Pressemeddelelse
Retningen er positiv men tempoet moderat
2014 sluttede stærkt og blev samlet set det foreløbig bedste økonomiske år siden finanskrisen. Den økonomiske vækst for året som helhed landede på +1,0 pct. Det er lidt lavere end i 2010 og 2011, men i 2014 kom der som noget nyt gang i jobskabelsen på arbejdsmarkedet
- 4. kvartal 2014 bød på en pæn sæsonkorrigeret vækst på +0,4 pct. Og for første gang længe var det privatforbruget, der trak økonomien fremad, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.Bo Sandberg udleder, at vi nu er så langt i den økonomiske udvikling, at vi snart kan tale om, at vi har lagt krisen bag os og står klar på startbanen til et muligt kommende opsving.
- Retningen er positiv, men tempoet moderat, siger Bo Sandberg.
Dagens tal fra Danmarks Statistik viser samtidig, at den første foreløbige opgørelse af BNP-årsvæksten i 2014 overrasker positivt og lander på +1,0 pct.
- Hvis dansk økonomi var en gourmet-restaurant, ville man endnu ikke kunne opnå en af de attraktive Michelin-stjerner. Men når det er sagt, blev 2014 samlet set det klart bedste økonomiske år siden finanskrisen. Tempoet i dansk økonomi er dog endnu for lavt til at tåle betegnelsen opsving, siger Bo Sandberg, der forventer yderligere fremgang i 2015 understøttet af både olieprisfald og lave renter.
Især investeringer og offentligt forbrug trak væksten i 2014
Dansk Byggeri hæfter sig ved, at det primært var det offentlige forbrug, der trak væksten i 2014 - dog heldigvis sekunderet af en pæn investeringsvækst fra et lavt udgangspunkt. Omvendt er der et negativt vækstbidrag fra udenrigshandlen, hvor væksten i importen overtrumfer eksportvæksten.
- Det er positivt, at investeringerne er begyndt at vokse fra sit uhyggeligt lave udgangspunkt. Dermed er det reelt investeringerne, der sammen med en kraftig stigning på 1,4 pct. i det offentlige forbrug sikrer, at der nu er kommet en pæn fremgang i dansk økonomi, siger Bo Sandberg.
Lidt lavere jobvækst end ventet
Arbejdsmarkedet har længe været solstrålehistorien i dansk økonomi, og det bekræfter Nationalregnskabstallene, selvom det med et plus på 22.700 beskæftigede i 2014 er et noget mere moderat og realistisk billede af jobskabelsen end fx Danmarks Statistiks interviewbaserede AKU-beskæftigelsestal.- De helt nye og reviderede jobtal fra Nationalregnskabet viser, at beskæftigelsen steg med 22.700 i 2014 og i alt er vokset med ca. 32.000, siden bunden blev nået i 2. kvartal 2013, konstaterer Bo Sandberg.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02