31/03-15
-
Pressemeddelelse
Økonomisk solformørkelse er ved at være slut
2014 sluttede stærkt og er foreløbig det bedste økonomiske år siden finanskrisen. Den økonomiske vækst for året er opjusteret fra +1,0 til +1,1 pct. Det er lidt lavere end i 2010 og 2011, men i 2014 kom der som noget nyt for alvor gang i jobskabelsen på arbejdsmarkedet
- 2014 blev det bedste økonomiske år i Danmark siden finanskrisen. Det er kombinationen af en solid fremgang på arbejdsmarkedet og en positiv - om end moderat - økonomisk vækst, der sikrer den konklusion. Dermed tyder det meste på, at seks års økonomisk solformørkelse af Danmark er overstået, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
4. kvartal 2014 bød på en pæn sæsonkorrigeret vækst på +0,5 pct., og nok så væsentligt var det mod årets slutning for første gang længe privatforbruget, der trak økonomien fremad.
Vi hopper ikke direkte fra krise til opsving
- Men selv hvis krisen er ved at være lagt bag os, betyder det ikke, at vi hopper direkte over i et økonomisk opsving. Foreløbig befinder vi os fortsat i Ingenmandslandet mellem krise og opsving. Men det er klart, at hvis man har vandret rundt i en ørken i seks år, kan selv den mindste oase vække stor glæde, siger Bo Sandberg.
Som lille åben økonomi er Danmark naturligvis uhyre afhængig af omverdenen, det har bl.a. på et tidspunkt fået finansministeren til snusfornuftigt at konstatere, at Danmark ikke er en økonomisk ø.
- På den ene side er det uomtvisteligt korrekt, at vi er meget afhængige af udviklingen i resten af verden og ikke mindst i Eurozonen. Men det har på den anden side ikke forhindret, at Danmark i årene efter finanskrisen har været en ø af økonomisk lavvækst midt i et hav af naboer, der alle har klaret sig hurtigere og bedre gennem krisen, end vi har. Det gælder Sverige mod øst, Norge mod nord, Storbritannien mod vest samt Tyskland og Polen mod syd, siger Dansk Byggeris cheføkonom.
Dansk Byggeri fremhæver, at tidligst når vi har tal for de første to kvartaler af 2015, kan et eventuelt kommende opsving proklameres. Dvs. i bedste fald i slutningen af august i år.
Boliginvesteringerne voksede med 6,5 pct. i 2014
- Det er positivt, at især investeringer og privatforbrug er opjusteret. Det er meget kærkomment og på høje tid, at investeringerne begynder at vokse fra sit uhyggeligt lave udgangspunkt. Særligt boliginvesteringerne steg markant med 6,5 pct. i 2014. Det må tilskrives en tretrinsraket bestående af den almene boligsektor, Boligjobordningen og engangseffekterne fra stormskadereparationerne i 2014, siger Bo Sandberg, der omvendt desværre forventer faldende boliginvesteringer i 2015.
Isoleret set bidrog udenrigshandelen negativt til BNP-væksten i 2014. Det skyldes, at importen med +3,8 pct. voksede mere end eksportens også pæne +2,6 pct. Men det skal man faktisk være glad for:
- Det er hjemmemarkedet, der har hængt med næbbet i årene efter finanskrisen. Vores eksport er for længst tilbage på førkriseniveauet. Derfor er det et sundhedstegn, at importen stiger markant, for det tyder på, at hjemmemarkedet er ved at forlade sin zombie-agtige tilstand. Og med vores voldsomme betalingsbalance- og handelsbalanceoverskud, er der rigeligt plads til en kraftigere importvækst, siger Bo Sandberg.