28/04-15
-
Pressemeddelelse
Arbejdsmarkedets opadgående formkurve fortsætter
Kalenderen siger forår, og der er også forår at spore på arbejdsmarkedet. Der er skabt 7.200 nye job siden nytår, heraf ca. 2.500 i bygge- og anlægsbranchen
- I Europa er det det godmodige tyske lokomotiv, der trækker økonomien fremad. Præcis den samme rolle spiller arbejdsmarkedet i den økonomiske udvikling hjemme i vores egen danske andedam, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
Den stabilt opadgående tendens på arbejdsmarkedet fortsatte i februar med 4.100 flere beskæftigede lønmodtagere end i januar, når der korrigeres for sæsonudsving. Og det er primært i den private servicesektor og i byggeriet, at jobbene skabes, siger Bo Sandberg.
Ifølge Danmarks Statistik, er der skabt hele 53.400 lønmodtagerjob siden bunden blev nået i april 2013. Til sammenligning viser Nationalregnskabet en lidt mere moderat jobvækst på 32.600 fra 2.kvt. 2013 til 4.kvt. 2014.
- Efter finanskrisens store dyk, er arbejdsmarkedet nu kommet i vældig god gænge. Det er der rigtig meget positiv psykologi i. For jobfremgang og jobsikkerhed er en nødvendig forudsætning for at der for alvor kommer gang i privatforbruget, og det er også med til at skubbe bag på investeringerne, siger Bo Sandberg.
Byggeriet hører igen til blandt solstrålehistorierne med ca. 1.300 flere beskæftigede i februar. Bygge- og anlægsbranchen er kommet overraskende godt fra start i 2015, hvor vi både har set pæne tal for omsætning og beskæftigelse i årets første måneder.
- Den milde vinter sikrer, at der i år ikke har været så mange hjemsendelser pga. vejrlig. Hertil kommer, at de mange lånekonverteringer i kølvandet på den historisk lave rente tilsyneladende har sat gang i ny renoveringsaktivitet. Samtidig kan der fortsat aflæses en positiv effekt af Boligjobordningen i de første måneder af 2015, selvom den ganske vist ophørte ved nytår. Og endelig holder bygge- og anlægsaktiviteten fra supersygehuse, metro og renovering af den almene boligsektor fortsat en hånd under markedet, siger Bo Sandberg, der dog alligevel konstaterer:
- Træder man et skridt til side, ligger byggebeskæftigelsen i øjeblikket fortsat markant lavere end gennemsnittet på 160.000 beskæftigede for de seneste 15 år, som rummer både en normal konjunktursituation, en boligboble og senest en voldsom finanskrise, siger Bo Sandberg.
Ifølge Danmarks Statistiks månedlige opgørelse af den sæsonkorrigerede lønmodtagerbeskæftigelse, er der de seneste tre måneder skabt ca. 3.000 nye job i byggeriet. Det bekræfter den positive tendens fra den kvartalsvise stikprøvemæssige tælling af byggebeskæftigelsen, som dog gav et overraskende stort sæsonkorrigeret løft på hele 5.800 personer i 1. kvartal.
- Den nye månedlige lønmodtagerbeskæftigelse er baseret på SKATs ganske præcise eIndkomst-register. Dermed kandiderer dette nøgletal kraftigt til at være den bedste strømpil for udviklingen i byggebeskæftigelsen. Det er i hvert fald positivt, at det kommer hver måned og ikke kun en gang i kvartalet, siger Dansk Byggeris cheføkonom.