26/05-15
-
Pressemeddelelse
For tidligt at stramme finanspolitikken
Adm. direktør Lars Storr-Hansen udtrykte i sine kommentarer til vismandsrapporten en forsigtig optimisme i forhold til konjunkturvurderingen, men advarede mod at stramme finanspolitikken for tidligt. Dansk Byggeri kvitterer også for konstruktiv tilgang til udfordringerne i landets yderområder
Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri, udtrykte bekymring for en for kraftig og tidlig reaktion på det spirende opsving:
- Trods den øjeblikkelige fremgang vil bruttonationalproduktet i 2016 fortsat ligge 2,5 % lavere end før finanskrisen, og det er vigtigt ikke at begå tidligere tiders fejltagelse med at stramme finanspolitikken for tidligt. På samme måde bør heller ikke flaskehalsspøgelset blive manet for voldsomt frem. Vi er enige med formandskabet om, at lønudviklingen bekræfter, at der fortsat er ledig kapacitet i økonomien. Det gælder ikke mindst i byggeriet, hvor lønstigningerne p.t. er på 0,7 %.
Dansk Byggeri vurderer, at der frem til 2018 vil være ledig kapacitet blandt faglærte med uddannelser i bygge- og anlægsbranÂchen, men at der allerede nu er behov for at uddanne flere, hvilket en fortsættelse af BoligÂJobordningen vil medvirke til.
- Vi forventer at mangle 10.500 faglærte i bygge- og anlægsbranchen om 10 år. Det understreger nødvendigheden af at øge uddannelsesindsatsen, herunder fokusere på omkostningerne ved at uddanne faglærte, ligesom der også vil blive mangel på medarbejdere med videregående uddannelser, sagde Lars Storr-Hansen på mødet med formandsskabet.
Bankunion og realkreditten
Det Økonomiske Råds formandskab havde i forårsrapporten rettidigt fokus på eventuel dansk deltagelse i den europæiske bankunion. Hertil sagde Lars Storr-Hansen, at det er en afgørende forudsætning for en evt. dansk tiltrædelse til Bankunionen, at der er sikkerhed for, at den danske realkreditsektor også fremover vil kunne fungere som i dag. Realkreditten udgør ca. halvdelen af den finansielle sektor her i landet og spiller en meget stor rolle for dansk økonomi
Advarer mod forfald i yderområder
Dansk Byggeri kvitterede for en god, samlet fremstilling af de udfordringer, som områderne står overfor. Lars Storr-Hansen fremhævede det som en styrke, at indkomsten er medtaget i definitionen på yderområder. Problemerne i yderområderne er mere komplekse end geografien alene.
- Afstandene i Danmark er ikke større, end det bør være muligt at bo og leve, hvor man måtte ønske, og det er vi i Dansk Byggeri grundlæggende tilhængere af. Det er imidlertid afgørende, at den transportmæssige og forsyningsmæssige infrastruktur fungerer tilfredsstillende. For ellers vil befolkningen føle sig tvunget til at flytte fra yderområderne.
Spændet mellem priserne på boliger i by- og yderkommuner er udvidet dramatisk i perioden fra 1992 til 2014. Boligmarkedet har særlig stor betydning for yderområdernes udvikling, og de mange tomme boliger er i stigende grad en udfordring.
- Tomme og faldefærdige boliger har en negativ afsmittende effekt på attraktiviteten af lokalÂområdet. Der er iværksat politiske initiativer i form af tilskud til nedrivning af faldefærdige huse i landdistrikter. Omfanget af nedrivningsmodne boliger er stort, og Statens ByggeÂforskningsinstitut anslår, at der er ca. 60.000 boliger, men behovet er formentlig endnu større, pointerede Lars Storr-Hansen og gav afslutningsvis en idé videre om at få perspektiveret den danske særregel på sommerhusområdet:
- Det kunne have været interessant og nyttigt, hvis formandskabet havde analyseret de økonomiske effekter af at ophæve den danske sommerhusregel, så det ville blive muligt for udlændinge at købe sommerhuse i Danmark.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02