29/05-15
-
Pressemeddelelse
Store projekter løfter byggeriets beskæftigelse
I de seneste to år er beskæftigelsen steget med næsten 60.000 fuldtids- og deltidsbeskæftigede. Der kom senest i marts 4.300 flere beskæftigede lønmodtagere. Byggeriet er på vej mod en lidt fladere beskæftigelsesudvikling
Byggebeskæftigelsen har overrasket positivt fra begyndelsen af 2015, og der var da også en lille yderligere fremgang på ca. 300 personer fra februar til marts, når der korrigeres for normale sæsonudsving.
- Det danske arbejdsmarked er i øjeblikket bomstærkt med fremgang 23 måneder i træk. Så hvis man ser isoleret på arbejdsmarkedet, har vi været i et opsving længe. Vi mangler dog endnu at se BNP-væksten ligge over den strukturelle vækst i mindst to kvartaler i træk, før et samlet opsving for dansk økonomi kan proklameres, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
Han understreger, at byggeriet er begunstiget af store bygge- og anlægsprojekter som hospitaler, metro og jernbaner, hvortil kommer renovering af den almene sektor og en gunstig effekt fra lav rente og en ekstraordinært mild vinter.
- Sidstnævnte effekt vil dog klinge af, og vi forventer en mere flad beskæftigelseskurve i byggeriet i de kommende måneder, hvilket man sådan set allerede kan se en vis tendens til i marts.
Dansk Byggeri peger på, at byggeriets arbejdsmarked i høj grad er todelt, og at der fortsat er brug for at genindføre BoligJobordningen.
- Vi ser et todelt marked for byggeriet med god aktivitet hos de store virksomheder og i Hovedstaden og Århus-området, mens ordrebøgerne er mere tomme hos de mindre virksomheder ude omkring i landet. Det bekræftes også af Danmarks Statistiks konjunkturbarometer, siger Bo Sandberg.
Bo Sandberg understreger, at BoligJobordningen er et strukturelt redskab, der mindsker sort arbejde og gør-det-selv og dermed forbedrer produktiviteten. At der så også er nogle konjunkturmæssige sidegevinster er en positiv sideeffekt.
- De, som vil reducere håndværkerfradraget til et rent konjunkturtiltag, må forklare, hvordan kan det være, at man i Sverige, der er langt længere fremme i konjunkturforløbet end Danmark, fortsat vælger at bruge 20 mia. svenske kroner på deres tilsvarende ordninger, pointerer Bo Sandberg.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02