01/06-15
-
Pressemeddelelse
Kom regnen i forkøbet med tv-inspektion
Kloakken skal være hel og i god form for at klare presset fra de flere og kraftigere regnskyl, som er ved at blive hverdagskost i Danmark. Den bedste måde at tjekke kloakkens form er en tv-inspektion af en autoriseret kloakmester
Klimaforandringerne skaber oftere regulære skybrud med masser af regnvand, som på kort tid skal ledes væk for at undgå oversvømmelser. Og ikke mindst holdes ude af vores boliger, for at undgå skader på bygninger og indbo. Det kræver en kloak, der er klar til udfordringerne.
- I mange tilfælde kan man komme problemer fra de større vandmængder i forkøbet ved at give kloakken et TV-tjek, så man sikrer sig, at kloakken er robust nok til at modstå det øgede tryk, fortæller Mikael Mortensen, sekretariatsleder i certificeringsordningen Kloakmestrenes TV-Inspektion.
Rigtig mange af vores parcelhuse blev bygget i perioden 1960-90 og er dermed ældre end 20 år. Hvis kloakken ikke er blevet tjekket indenfor de seneste 5-7 år, er det ved at være tid.
- Rørene bliver svækket af tidens tand og har måske sat sig, eller de har været udsat for kræfter udefra - fx på grund af trafik eller maskiner. Er der revner og svage punkter, kan problemerne være tæt på. Det vil en kloak TV-inspektion afsløre, og så kan man heldigvis nå at sikre sig i tide, siger Mikael Mortensen.
Kloak TV når det er bedst
TV-tjek af kloakker er en tillidssag mellem kloakmester og boligejer. For at hjælpe på tilliden, har de tre største brancheforeninger for autoriserede kloakmestre i Danmark etableret certificeringsordningen 'Kloakmestrenes TV-Inspektion - KTVI' med fælles standarder, retningslinjer og kvalitetskrav. De tre er Danske Kloakmestre, Danske Maskinstationer og Entreprenører samt Kloaksektionen under Dansk Byggeri.
- I dag kan alle købe kloak TV-udstyr og i princippet dagen efter tilbyde kloak TV-inspektioner uden yderligere uddannelse, end den man kan få ved at læse brugsanvisningen, og det er ikke nødvendigvis godt nok, forklarer Mikael Mortensen.
I KTVI virksomheder har TV-operatører været på efteruddannelse og bestået eksamen, og deres arbejde bliver løbende kontrolleret af både firmaets egenkontrolprogram og en uafhængig ekstern kontrolinstans.
- Det øger kvalitet og tryghed, og derfor kan vi kun opfordre til, at flere og flere vælger at bruge KTVI certificerede kloakmestre til TV-tjek, siger Mikael Mortensen, som samtidig henviser til KTVIs hjemmeside - www.ktvi.dk - hvor der er en liste over alle KTVI-virksomheder i Danmark.
Spærre mod højvande
Bor man i et område, hvor der tidligere har været tendens til problemer ved skybrud, kan det være en god idé at få monteret et såkaldt højvandslukke i en brønd eller i gulvet.
- Den spærrer for spildevand, der løber den forkerte vej tilbage og ind i huset. Det sikrer både mod ødelagt indbo og større fugtskader på huset, forklarer Mikael Mortensen.
Højvandslukket lukker automatisk for kloakken, når vandet stiger. Og når den opstuvede vand er væk, og den kritiske situation er overstået, åbner den også automatisk igen.