Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
04/06-15   -   Pressemeddelelse

Lave renter satte fart på boligmarkedet

Prisen på ejerlejligheder er i snit steget med næsten 10 pct. det seneste år, og for enfamiliehuse med godt 6 pct. Det er de rekordlave renter, der har sat yderligere gang i boligmarkedet. Men ifølge Dansk Byggeri er der også her fortsat meget store geografiske forskelle på aktiviteten

Danmarks Statistik oplyser, at prisen på ejerlejligheder i 1. kvartal steg med 9,6 pct. i forhold til tilsvarende kvartal sidste år. Prisen på enfamiliehuse steg med 6,3 pct. og trenden for begge boligtyper har været opadgående siden 2011, men klart mest for ejerlejligheder.

- Siden seneste lavpunkt ultimo 2011 er de nominelle huspriser steget med ca. 16 pct. i snit og ejerlejlighederne med hele 35 pct. Ejerlejlighederne var dog også igennem et tilsvarende langt større prisdyk end parcelhusene under finanskrisen, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Næppe en boligboble endnu
Det er velkendt, at det er i Hovedstadsregionen, at priserne stiger kraftigst. Det har ført til frygt for en ny boligboble. Dansk Byggeri opfordrer dog fortsat til at slå koldt vand i blodet.

- Der er en årlig nettotilflytning til Københavns Kommune på mindst 10.000 nye indbyggere, så den høje boligefterspørgsel i Hovedstaden har en naturlig forklaring. Den er primært demografisk betinget og i mindre grad spekulativ. Men det vil være rettidig omhu at få mere gang i boligbyggeriet, hvis udbuddet skal blive ved med at følge efterspørgslen, siger Bo Sandberg.

Høj rentefølsomhed
Med tanke på de historisk lave renter, der blandt andet var et resultat af vinterens pres på kronen og den generelle vending i dansk økonomi, er det ikke overraskende, at boligmarkedet har udviklet sig mere gunstigt i begyndelsen af 2015 end i de foregående år, selvom der fortsat er en betydelig geografisk variation. Fx faldt prisen på ejerlejligheder i Region Syddanmark med 0,3 pct. i 2014.

- Boligmarkedet er meget rentefølsomt, så nogle få måneder med rekordlave renter slår straks igennem på boligpriserne. I takt med normalisering af renteudviklingen, vil vi formentlig og forhåbentlig se nogle mere afdæmpede vækstrater i boligpriserne i andet halvår, siger Bo Sandberg.

Dansk Byggeri glæder sig over, at der er forårstegn på boligmarkedet, fordi en sådan udvikling traditionelt trækker ekstra renoveringsopgaver med sig i takt med det større økonomiske råderum i husholdningerne samt flere bolighandler.

Pressekontakt

Helen Jensen
Pressechef
  +45 72 16 01 50
  +45 21 24 47 02

Firma

Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1015 København K, Danmark

  72 16 01 62
  72 16 01 62

http://www.danskbyggeri.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Byggeri på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater