28/08-15
-
Pressemeddelelse
Konjunkturbarometeret viser uændret niveau i byggeriet
Konjunkturbarometeret for bygge og anlæg er stadig på et lavt niveau
Konjunkturbarometeret for bygge og anlæg er i august 2015 opgjort af Danmarks Statistik til minus 14 mod minus 13 i juli og minus 14 i juni. Tallene er korrigeret for normale sæsonudsving. Der er altså tale om meget små udsving.
- Vi må betegne niveauet i sommeren som lavt, men det er stadig en smule bedre end i foråret, hvor barometeret var nede på minus 17 i marts og april og på minus 16 i maj, fortæller chefanalytiker Finn Bo Frandsen, Dansk Byggeri, og tilføjer:
- Det er især virksomhedernes forventninger til beskæftigelsen, der er faldet fra juli til august, hvorimod virksomhedernes vurderinger af ordrebeholdningen er forbedret.
I det store og hele afslører konjunkturbarometeret for bygge og anlæg denne gang ikke noget nyt under solen.
- For der er tale om svingninger svarende til et vaskebræt, der endnu engang ser ud til at ligge temmelig vandret, vurderer chefanalytiker Finn Fo Frandsen.
For så vidt angår produktionsbegrænsninger melder virksomheder med 6 % af beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen om begrænsninger på grund af finansielle forhold. Der er tale om det samme niveau som for et, to og tre år siden.
- Dette tyder på, at der ikke er sket lempelser af kreditvilkårene for branchens virksomheder, forklarer Finn Bo Frandsen.
Manglen på arbejdskraft er derimod tiltagende. I det nye konjunkturbarometer for august melder virksomheder med 13 % af beskæftigelsen om mangel på arbejdskraft mod 10 % af beskæftigelsen for et år og 5 % af beskæftigelsen for to år siden. Danmarks Statistik oplyser, at manglen formodes især at gælde specialiseret arbejdskraft.
- Det passer meget godt med Dansk Byggeris efterretninger om arbejdsmarkedet, hvor det ret samstemmende lyder, at der i branchen ikke er mangel på arbejdskraft i almindelighed, siger Finn Bo Frandsen.
Pressekontakt
Helen Jensen
Pressechef
+45 72 16 01 50
+45 21 24 47 02