Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
22/09-15   -   Pressemeddelelse

Realismen har indfundet sig hos forbrugerne

Der er efterhånden god overensstemmelse mellem de "bløde" nøgletal som forbrugerforventningerne og de mere "hårde" økonomiske nøgletal. Det går fremad i dansk økonomi, men tempoet er moderat. Byggebranchen forudser et bedre privat renoveringsmarked i takt med det stigende antal bolighandler

Danmarks Statistiks sammensatte, sæsonkorrigerede forbrugertillidsindikator tog endnu et dyk nedad i september. Forårets jubeloptimisme blev i sommermånederne vekslet til et mere realistisk niveau omkring et nettotal på 9,5, for så at falde yderligere til 5,0 i september.

- Historisk har der været en ganske tæt sammenhæng mellem forbrugernes bedømmelse af dansk økonomi på den ene side, og de hårde økonomiske realiteter på den anden. Og efter et forår med urealistisk høje forventninger på 2006-2007-niveauet, er der med de senere måneders dyk i forbrugertilliden igen en bedre overensstemmelse mellem de bløde og hårde nøgletal i dansk økonomi, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.

Det er især bedømmelsen af dansk økonomi - både her og nu og om et år - der har taget et dyk efter sommerferien.

- Det må formodes, at den internationale aktieuro og flygtningekrisen i EU har spillet ind på det øjebliksbillede, som forbrugerne bedømmer, siger Bo Sandberg og fortsætter:

- Uanset hvad, kan den nye realisme hos forbrugerne ikke skygge for, at dansk økonomi er i bedring med positiv - om end moderat - økonomisk vækst 8 kvartaler i træk og med ca. 67.000 nye lønmodtagerjobs skabt i samme periode.

Set med byggebriller kan man endnu ikke se den store forbedring i forbrugerforventningerne. Således er der i september fortsat en overvægt af forbrugere, der vurderer, at det ikke er fordelagtigt at anskaffe sig større forbrugsgoder, herunder renoveringsopgaver - men Dansk Byggeri forventer en vis forbedring mod slutningen af året.

- Boligmarkedet er i god gænge. Antallet af bolighandler er i 2015 steget med tocifrede vækstrater, og da det typisk er omkring ejerskifter, at boligen renoveres, så lover det godt for den kommende tids renoveringsmarked. Hertil kommer, at netop dette marked - ikke mindst i yderområderne - også får god assistance fra den tilbagevendte BoligJobordning året ud. På den baggrund ventes den byggerelevante del af forbrugerforventningerne at tage et nøk opad de kommende måneder, slutter Bo Sandberg.

Pressekontakt

Helen Jensen
Pressechef
  +45 72 16 01 50
  +45 21 24 47 02

Firma

Dansk Byggeri
Nørre Voldgade 106
1015 København K, Danmark

  72 16 01 62
  72 16 01 62

http://www.danskbyggeri.dk/

Modtag nyheder fra Dansk Byggeri på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater